2. verdenskrig - del 1

Skattergade og 2' Verdenskrig.

Den 17. og 18. marts 2015 er det 70 år siden at den blodigste kamp mellem den tyske besættelsesmagt og de danske frihedskæmpere i Svendborg fandt sted i Skattergade.

Det vil vi i Skattergade Beboerforening gerne mindes, og vi har igennem det sidste halve år arbejdet på at samle materiale om, hvad der skete hos familien Mathiesen i Skattergade 11.

Svendborg Avis havde lige efter befrielsen en artikel om, hvad der egentlig skete og en af gadens tidligere beboere Erik Lindholm Jørgensen, der boede i nr. 8 fra 1960 til 1999, har skrevet om den dramatiske hændelse. Han boede på det tidspunkt i Brogade i den ejendom, hvor dagbladet ”Sydfyns Socialdemokrat” havde til huse, og man frygtede, at denne bygning skulle lide samme skæbne, som var overgået ”Svendborg Avis” og ”Svendborg Amtstidende” nemlig, at tyskerne ville sprænge bygningen i luften. Vi har også en snak med Dagmar Mathiesen, som Bjarne Bekker har skrevet i Svendborgposten d. 13. februar 1974.

Vi ville dog gerne vide mere, og via facebook-gruppen ”Svendborg Historier” kom vi i forbindelse med Alice Durinck, der er datter af André Durinck, en hollænder, der deltog som frihedskæmper i Svendborg og var tilknyttet gruppen i Skattergade.

Alice kunne dog fortælle os, at det var meget sparsomt, hvad hendes far havde fortalt om sin tid som frihedskæmper i Svendborg, men via hende fik vi kontakt til Sven Nørgaard, der er søn af en anden af de meget aktive medlemmer af gruppen i Skattergade, nemlig Mathias Nørgaard.

Sven har skrevet en meget udførlig beretning om sin fars og de øvrige frihedskæmperes indsats i Svendborg og specielt ”Skattergadeslaget”. Og vi har fået fotos fra gaden, som vi ikke før har set.

Vi er meget glade for at kunne bringe uddrag af Sven Nørgaard’s beretning på vores hjemmeside og vil gerne her sige mange tak til Sven Nørgaard og Alice Durinck for deres hjælp, som har givet os mulighed for at få et meget mere nuanceret indblik i den forfærdelige hændelse, der skete i Skattergade den 17. og 18. marts 1945, end vi tidligere har haft.

Tak for det.

Søren Lindholm

Hermed følger uddrag af Sven Nørgaards beretning:

Modstandskampen i Svendborg.

En beretning om Mathias Nørgaard og hans kammerater, og om Skattergade- aktionen.

(Hele beretningener on-line tilgængelig på Frihedsmuseets hjemmeside under Dokumentarkivet.)

Mathias’ deltagelse i modstandsbevægelsen i Svendborg begyndte lidt tilfældigt, men – som han sagde med et smil – var det jo heller ikke en forening, som man bare sådan lige kunne melde sig ind i.

På havnen i Svendborg havde Mathias lært en anden sømand, Arvid fra Marstal, at kende, og de havde efterhånden talt en del sammen. En sommerdag i 1943, hvor Arvid og Mathias sad og sludrede sammen, kom Henrik Mathiesens datter, Ketty, men kaldet Bess, ned på havnen. Arvids og Bess’ forældre kendte hinanden, og den 15-årige Bess inviterede Arvid med hjem, og Mathias kom også med til det lille hus i Skattergade 11.

Bess’ daværende ”halvforlovede” med dæknavnet Svend Aage var meget involveret i modstandsbevægelsen, og han inddrog Mathias i arbejdet. Mathias blev grundigt oplært i selvforsvar, sprængstoffer og håndvåben, og han kom også selv til at virke som våbeninstruktør efter nogen tid. Mathias’ deltagelse skete dog med store afbrydelser som følge af det fortsatte sømandsliv. Da Mathias kom fra et stærkt dansksindet hjem i Sønderjylland, føltes det helt rigtig for ham at gå ind i modstandsarbejdet.

I juli måned 1944 blev Mathias sammen med 7 andre modstandsfolk i Svendborg overført til U.S.P. (Underjordens Sikkerheds Politi), som netop var blevet dannet med Børge Jansbøl som leder.

Børge Jansbøl var i januar 1944 kommet til Svendborg for at overtage stilling som forretningsfører ved den socialdemokratiske avis, Social-Demokraten.

Børge kom hurtigt ind i modstandsarbejdet i Svendborg, og han etablerede og ledede efterretningstjenesten på Sydfyn.

Kernegruppen i Svendborg omfattede med sikkerhed André Durinck og min far, Mathias Nørgaard (som jeg i øvrigt efterfølgende næsten konsekvent vil omtale med dæknavnet Martin).

Andrè var en hollandsk sømand, som var blevet tvunget til arbejde i tysk tjeneste i en gruppe, som skulle hæve sænkede ubåde. Han havde som stor dreng oplevet tyskernes bombardementer af Amsterdam og havde efter et bombardement været med til at grave ligene ud af ruinerne. André var derfor helt afklaret med hensyn til at ville deltage i modstand mod tysk besættelse. Det lykkedes ham at flygte fra skibsværftet i Svendborg havn og tilslutte sig modstandsbevægelsen. Det var ellers nær gået galt, for Børge Jansbøl’s umiddelbare reaktion havde været, at de hellere måtte se at få taget André med til København og skudt, for sådan en udlænding kunne man nok ikke stole på…

Herudover omfattede gruppen vistnok også blikkenslager Rudolf Madsen, Bødker Andersen, Sverre Aagaard og ”Jacobsen” fra Kirkeby, mens jeg ikke kender navnene på de sidste.

I september 1944 forsøgte Gestapo at arrestere Mathias på skibet, som lå i Svendborg havn, men han var heldigvis ikke om bord. Herefter turde han ikke sejle mere, men gik i stedet ”under jorden” dvs. han herefter levede under falsk identitet i Svendborg under dæknavnet Martin Poulsen og arbejdede fuldtids for modstandsbevægelsen ligesom de øvrige oprindelige medlemmer af USP. Ved Politiets opløsning den 19. september 1944 overgik Jens Peter Autzen omgående til modstandsbevægelsen og kom ind i USP, som på dette tidspunkt var kommet op på mere end 20 medlemmer.

Martin og de øvrige udførte mange forskellige opgaver. Da Martin talte flydende tysk, blev han ofte brugt til at opsnappe oplysninger i Svendborgs natteliv. Han var også med til at indsamle oplysninger om stikkere, bl.a. med henblik på, at Byledelsen i Svendborg eller Frihedsrådet i København på baggrund af grundige undersøgelser kunne træffe afgørelse om evt. likvidering.

Som de 2 unge i gruppen blev Martin og den 3 år ældre André ofte sat til opgaver sammen, bl.a. at afhente våben fra nedgravede depoter i omliggende skove. Der gik frasagn i Svendborg om Martin og Andrés særprægede våbentransporter gennem byen.

Det ungdommelige overmod fik dem en gang til at transportere en kasse våben gennem byen ved højlys dag, hvor den ene trampede i ladcyklens pedaler og den anden sad ovenpå kassen med våben og havde en maskinpistol på sig. En anden gang var Martin så uheldig at tabe en sæk med våben i Møllergade ud fra Troels Hansens Papirhandel, men tililende hjalp med at få ”varerne” tilbage på cyklen – og hjælpen kom såmænd fra en intetanende tysk soldat.

Kampen i Svendborg mellem modstandsbevægelsen og de tyske besættelsesstyrker og deres danske håndlangere blev efterhånden intensiveret og mere blodig. USP og andre grupper havde etableret en meldetjeneste, som fulgte og advarede om Gestapos bevægelser, men som følge af en hændelig brist i meldetjenesten undgik Gestapos Sprængningsgruppe at blive uskadeliggjort, da gruppen den 16. marts 1945 ødelagte ”Svendborg Amtstidendes” bygninger. Derimod lykkedes det modstandsbevægelsen den 18. marts at forhindre et lignende attentat mod ”Sydfyns Social-Demokrats” bygninger, der på det tidspunkt husede Svendborgs sidste intakte avistrykkeri.

Murerarbejdsmand Henrik Mathiesen og hustruen Dagmars hus var tilholdssted for en del modstandsfolk, både fra USP og andre dele af modstandsbevægelsen. Især de modstandsfolk, som levede under jorden, benyttede ofte den gæstfrie families hus i Skattergade 11 som tilholdssted.

Om aftenen den 17. marts 1945 var der samlet en del modstandsfolk, både folk fra Henriks egen gruppe og et vagthold fra USP, til en våbendemonstration og en god kop kaffe. Da demonstrationen var færdig, blev der sunget og spillet, og særligt André, som boede til leje i huset, og en anden hollænder var meget musikalske.

Hen ad midnat sluttede man, og halvdelen gik hjem og den anden halvdel blev for at forrette vagttjeneste. Dagmar, datteren Bess og svigerfaderen var gået til ro, da der kom meddelelse om, at en Gestapobil var på vej mod Svendborg.

For USPs ledelse tog situationen om aftenen den 17. marts sig pludselig meget kritisk ud, da man – udover at beskytte Sydfyns Social-Demokrat – fik melding om, at en modstandsmand, Nic, i Odense, som kendte til tilholdsstedet Skattergade 11, var blevet taget af Gestapo og at han formentlig blev pint til at fortælle tyskerne om tilholdsstedet. Gestapo havde været på rekognoscering ved Sydfyns Social-Demokrat ved 20-tiden om aftenen, og den 43-årige Bødker Andersen og den 38-årige Rudolf Madsen, begge fra USP, havde senere på aftenen til opgave at holde vagt ved bygningerne. Hvis Gestapobilen kom igen, var planen, at Rudolf udelukkende skulle koncentrere sig om den attentatmand, som først steg ud af bilen, medens den anden samtidig skulle kaste en håndgranat ind i bilen.

Desværre svigtede meldesystemet delvist denne aften, således at der først blev slået alarm, da en Gestapobil passerede bygrænsen omkring midnatstide. Da USP-folkene fik meldingen, blev håndvåbnene straks gjort klar, og kort efter åbnede tyskerne ild mod vagtposterne på Jernbanestien, som krydser Skattergade. Frihedskæmperne gik til modangreb, og det kom til heftig skudveksling, idet tyskerne tilkaldte forstærkninger fra en nys ankommet ”Prærievogn” (lastbil med lærredsovertrukket lad med plads til 15 – 20 soldater).

I løbet af et øjeblik var der heftigt skyderi over hele kvarteret. De to vagtposter ved Social-Demokratens bygning, som kun lå et par hundrede meter fra Skattergade, kastede nogle håndgranater og forsvandt derefter skyndsomst op ad Brogade, hvor de på ”København-Hjørnet” løb lige i armene på to maskinpistolskytter, der brølede ”Halt”.

Samtidig vrimlede det med tyske soldater fra Møllergade og Gerritsgade, hvorfor de to frihedskæmpere fortsatte hen ad Korsgade. Under det vilde løb blev Rudolf Madsen ramt i armen og ryggen af projektiler fra en tysk maskinpistol. Inden han svingede om ad Sct. Nicolaj Kirkestræde, nåede han i farten at sende en serie revolverskud mod tyskerne, hvoraf den ene segnede livløs om. Rudolf Madsen, som var hårdt såret, nåede at komme af vejen og ind i radiohandler Hülsens baggård, hvorfra han under det 1½ time lange ophold i baggården skulle blive tilhører til nogle rasende tyske soldaters overfald, mishandling og mord på to tilfældigt forbipasserende sagesløse danske mænd ved navn William Mikkelsen og Sofus Mogensen. Bødker løb for livet hen ad Korsgade og videre ind over Sygehuset terræn. Efter de 1½ times venten, kom Rudolf under lægebehandling og blev efterfølgende gemt af vejen forskellige steder i Svendborgs opland.

Mens dette stod på, gik en gruppe Gestapo-soldater med kraftig geværild til angreb mod huset Skattegade 11 fra husets forside. De 3 modstandsfolk, den 40-årige Henrik Mathiesen, den 18-årige Martin og 21-årige André var ved huset, og Henrik og Martin var i færd med at bringe nogle kufferter med ammunition i sikkerhed i haven omme på den anden side af huset. I huset befandt sig Henriks kone, Dagmar, datteren Bess og Henriks 70-årige far.

Tyskerne trængte ind gennem hoveddøren og gennemsøgte huset med projektører, og den 70-årige ubevæbnede og sagesløse Chr. Mathiesen, som lå i sin seng, blev dræbt med flere skud. Da tyskerne var kommet igennem huset og ud i haven blev de mødt med kraftig ild fra de 3 frihedskæmpere. Henrik blev næsten omgående ramt af et formentlig dødeligt skud i hovedet, og kort efter blev Martin ramt af en maskinpistolsalve på 8 – 9 maskinpistolkugler. André flygtede længere bagud med kuglerne fløjtende om sig, og en af kuglerne gennemborede skuldervattet i hans frakke.

Martin og André berettede om kampen i Skattergade i en stor artikel i Sydfyns Social-Demokrat den 12. maj 1945.

Her fortalte Martin følgende:

”Tyskerne var fuldstændig vilde. De skød (i mørket) til alle sider og stod flere gange tæt ved os. Jeg skal indrømme, at jeg var nervøs og bange et øjeblik, og jeg kunne naturligvis også mærke, at jeg var såret. Medens jeg lå i dækning i haven, kom en tysk maskingeværskytte lige imod mig. Jeg fyrede, og han sank om. Den næste tysker ramte jeg i maven. Han faldt sammen og hylede som en vanvittig. De øvrige tyskere skrålede og skreg, og en hylede i angst: ”Die Dänen, die Dänen, sie schiessen unsere Kameraden. Die Dänen schiessen so gut!”. Så knaldede jeg løs igen. Jeg var helt rolig, selv om det lød uhyggeligt med den hylende tysker i haven.

Da jeg var kommet over plankeværket, var jeg rigtig skidt tilpas og havde stærke smerter, men det glemte jeg, da der pludselig stod en tysker omtrent ved siden af mig. Jeg blev ikke opdaget og kravlede ind i huset og hen ad gangen for at komme ud på gaden. For foden af en trappe, som fører fra gangen op til førstesalen, lå den gamle ”Sofie Vaskekone”. Hun havde været på vej ned ad trappen, men var blevet ramt af en tysk geværsalve. Jeg fik hende vendt om på ryggen og sådan, at hun kunne ligge udstrakt. Da jeg råbte om hjælp, begyndte skyderiet igen. En overgang skød vore kammerater mod huset, hvor flere tyskere havde opstillet maskinvåben. Først længe efter blev der ro i gaden, og da der kom en ambulance med udrykning, fik jeg den råbt an, og både Sofie Nielsen og jeg blev kørt til Sygehuset, hvor hun desværre døde om natten. Lægerne var ellers flinke, og der var ikke noget med at føre os i journaler den gang. Mandag aften blev jeg ført til et sikkert sted, og Grevinde Eva Ahlefeldt-Laurvig har på enestående måde sørget for mig. Det går også rigtig godt, selv om jeg har haft nervebetændelse og fået venstre hånd ødelagt. Det går dog ikke så godt med nerverne endnu”.

André Durinck, som var hollænder, og kun havde været i Svendborg i 8 måneder, var lidt af et sproggeni, og han fortalte på dansk om episoden, at han var kommet i samme situation som Martin. Da André var blevet trængt ud af huset i Skattergade 11, søgte han dækning bag tårnet på den cementbunker, som ligger i Social-Demokratens have (som næsten støder op til haven til Skattergade 11). En håndgranat eksploderede lige ved siden af. Det viste sig senere, at håndgranaten var kastet af en frihedskæmper og tiltænkt en tysker.

Det var et helvede med det knalderi fortæller André videre:

”Jeg var bange i begyndelsen, men så snart jeg havde ramt den første tysker, blev jeg mærkværdig rolig. Tyskeren havde et hvidt tørklæde foran underansigtet, og jeg fyrede løs. Han sagde ikke et ord, men holdt hænderne krampagtigt op foran ansigtet, inden han faldt om. En maskinpistolskytte, som jeg skød mod, tabte sin maskinpistol, idet han segnede. En såret tysker søgte ned i kælderen under Social-Demokratens bygning. Da der lidt efter var blevet roligt, var jeg alene i haven og søgte at komme væk. Pludselig mødte jeg en tysker, men vi gik bare forbi hinanden, uden at nogen af os tænkte på at skyde. Først bagefter blev jeg klar over det mærkværdige i situationen. Jeg forsvandt så fra Skattergade forbi ”Social-Demokraten”, over jernbanen, forbi BIO og hen til Due Petersen & Krygers ejendom, hvor jeg kom op på et tag. Et øjeblik efter kom en tysk patrouille og lyste med skarpe lygter, men de opdagene mig ikke, og da der var gået en halv time, kom to piger henad gaden, og jeg hoppede ned og gik efter dem op mod Brogade. Ved ”Social-Demokraten” stod en tysk patrouille, men de sagde ingenting”.

I en stor artikel i Svendborg Avis fra den 5. marts 1955 fortalte Dagmar Mathiesen om de dramatiske begivenheder i Skattegade 10 år tidligere. Dagmar fortalte, at hun – efter skyderierne i haven var ophørt, havde fundet både sin mand, Henrik, og Martin liggende på trappen ved vaskehuset, begge hårdt sårede. Henrik var hårdt såret af et skud i hovedet.

Dagmar og den 16-årige datter, Bess, fik slæbt Martin hen til det høje rækværk ind mod nabohuset Skattergade 9 og hjulpet ham op over rækværket, så han kunne slæbe sig ind i nr. 9, hvorefter Dagmar løb til en telefon og rekvirerede Falck til sin mand. Da hun og datteren kom tilbage til haven, var Henrik imidlertid væk, men haven var fyldt med tyskere og en enkelt dansker, Erik Larsen, der ved andre lejligheder havde myrdet danske modstandsfolk.

Det kom senere frem, at Henrik havde haft kræfter til at slæbe sig ned på det nærliggende havneterræn, hvor tyskerne imidlertid havde funder ham og taget ham med sig. Han blev efterfølgende skudt af en tysk sikkerhedsofficer og smidt i en grøft på vejen til Odense. Liget af Henrik Mathiesen blev ført til Svendborg Sygehus’ kapel, hvor Sofie Nielsen, som døde i nattens løb, allerede lå sammen med Chr. Mathiesen, William Mikkelsen og Sofus Mogensen. Alle ligene blev fjernet den følgende nat af Gestapo og smidt i en hemmelig massebegravelsesplads i Seden – formentlig som hævn over de berørte familier og måske også for at undgå, at begravelserne kunne benyttes til nationale danske manifestationer. I løbet af den 18. marts undersøger det tyske sikkerhedspoliti omhyggeligt ejendommen Skattergade 11 for evt. spor efter modstandsbevægelsen, og om aftenen sprænges huset af tyskerne.

Tilbage til Martin, der sammen med Sofie Nielsen er så heldig at blive samlet op af en ambulance i det korte tidsrum – måske omkring en halv time – hvor de tyske soldater efter betydelige tab med flere sårede og dræbte trækker sig tilbage for at afvente forstærkninger.

Skattergade-aktionen med i alt 5 dræbte danskere og nogle sårede samt adskillige dræbte og sårede på tysk side blev i øvrigt den blodigste begivenhed i Svendborg under hele besættelsen. Da Martin kommer til Svendborg sygehus, konstaterer lægen Dan Prytz, at den unge frihedskæmper er så alvorlig skadet, at hans situation synes håbløs.

Der er tale om et skudsår i venstre bryst, hvor kuglen er gået ned gennem kroppen og nu sidder i leveren, skudsår og kompliceret brud på venstre ben under knæet, skudsår i begge lår og skudsår med gennemskudte knogler og nerveskader i venstre underarm.

Meldingen fra Sygehuset til modstandsbevægelsen er da også, at situationen for Martins vedkommende synes håbløs. Meldingen når i øvrigt også Overborgmesterens sekretariat på Københavns Rådhus, hvor man i al diskretion samler Daglige Beretninger med ucensurerede informationer om hændelser, i første omgang for København, men i krigens sidste tid også for resten af landet. I indberetning nr. 740 hedder det om Svendborg:

” Da tysk politi natten til søndag vilde trænge ind i ejendommen Skattergade 11, kom det til en ildkamp. Herunder blev den 70-årige fru Maren Sofie Nielsen, der var gået ud i sin have for at se, hvad der var på færde, dræbt af en vildfarende kugle, og samme skæbne overgik den 25-årige snedker Sofus Mogensen og den 50-årige maskinarbejder Mikkelsen, begge Svendborg. Under skydningen blev Mathias Poulsen Nørregaard, Egensevej 28, ramt af skud i leveren. Han menes ikke at kunne leve. Af husets beboere blev den 70-årige arbejdsmand Mathiasen dræbt ved skud, medens han lå i sin seng. Hans søn, den 50-årige murersvend Mathiasen, blev taget med i en bil. Man fandt senere hans lig på landevejen ved Lunde.

Han var dræbt ved skud.”.

Uanset de håbløse udsigter går 1. reservelægen, Dan Prytz, imidlertid i gang med at lappe Martin sammen, og da der midt under operationen kommer melding om, at tyskerne er på vej for at søge efter en eftersøgt, kører de Martin ind i en blokeret elevator, hvor Dan Prytz og sygeplejersken fortsætter med operationen, indtil der igen er klar bane. Over for tyskerne bekræfter Sygehuset i øvrigt, at de havde fået en såret ind, men at han da allerede var blevet afhentet, og at man da mente, at han var blevet afhentet af en tysk enhed.

Til Dan Prytz’ forbavselse overlever Martin operationen, formentlig p.g.a. sin enestående livsvilje og gode kondition, og det er vist herefter, at Dan Prytz begynder at sige, at Martin (ligesom katten) må have 9 liv.

Efter operationen bliver Martin først gemt i en kælder og senere på fødegangen. Her vågner Martin op næste dag i omtåget tilstand og ser en lyshåret kvinde i modlys i hvide gevandter og skulle efter sigende have udbrudt:” Det må sku’ da være himlen, jeg er kommet i”.

Der var en læge på sygehuset, som kendte den praktiserende læge i Bredebro. For at undgå aflytning, forklarede han derfor på lægelatin Bredebro-lægen over telefonen, at Martin havde overlevet. Præsten, provst Holst og den lokale læge i Bredebro fandt så på at afholde en mindehøjtidelighed for Martin for over for tyskerne at befæste indtrykket af, at Martin var død.

Min farmor fik derfor af præsten ved påsketide besked på at møde op i sørgebeklædning ved mindehøjtideligheden. Den følgende dag, den 20. marts, holder en bevæbnet modstandsmand, Jørgen Jørgensen, en ambulance op, og han og Dan Prytz kører med Martin i ambulancen til Thurø, hvor han skal gemmes væk på GrastenHus. Da Martin vidste meget om modstandsbevægelsen, kunne modstandsbevægelsen ikke risikere, at han i sin meget skrøbelige tilstand faldt i tyskernes hænder, hvorfor den bevæbnede modstandsmand bl.a. havde i opdrag at skyde Martin, hvis de blev standset af tyskerne. Heldigvis forløb turen uden problemer, og Dan Prytz kom efterfølgende jævnligt og tilså Martin og skiftede endda gips på ham på Grasten Hus.

Den første snes dage kunne Martin ikke komme op af sengen i det dejlige store værelse på 1. sal, men derefter kunne han dog komme op og sidde i en lænestol. Eva havde anbragt en rejseradio ved hans seng. Gipsen forhindrede han det første stykke tid i at bevæge sig, men han kom dog snart til at kunne bevæge sig langsomt rundt ved hjælp af en stok.

Martin lærte hurtigt Jørgen Jørgensen at kende, idet Jørgen ofte benyttede GrastenHus som opholds- og overnatningssted. Jørgen var tidligere efterretningsofficer og havde under krigen været kriminalbetjent i Svendborg indtil politiets opløsning.

Som politimand havde han i 1943 ydet støtte til den flugt, en officer fra Jyske Dragonregiment foretog til England, bl.a. ved forsinkelse af eftersøgningen, og Jørgen havde givet modstandsbevægelsen oplysninger om en kollega i Politiet, kriminalbetjent Randlev-Eriksen, som aktivt arbejdede sammen med de tyske sikkerhedspoliti og derfor var til stor fare for modstandsbevægelsen.

Jørgen havde straks efter tyskernes aktion mod politiet sluttet sig til modstandsbevægelsen, og han udførte nu div. efterretningsopgaver på Sydfyn, vistnok i rollen som næstkommanderende under Børge Jansbøl, og han var også involveret i stikkerlikvideringer. Det blev til lange og gode snakke til langt ud på aftenen mellem Jørgen og Martin, og det førte til et livslangt venskab mellem de to.

Martin blev ikke glemt af Modstandsbevægelsen, og de få, som kendte hans opholdssted, besøgte ham jævnligt. Det var hans chef fra USP, Børge Jansbøl, og fra byledelsen kom Krarup, Ellis Hansen og Helge Christensen.

I Svendborg havde Skattergade-aktionen været et alvorligt tilbageslag for USP, som dog til stadighed rekrutterede flere medlemmer. Endnu et tilbageslag kom, da André og hans danske kæreste, Lillian, kort efter blev arresteret af Gestapo og ført til Gestapo-hovedkvarteret, Husmandsskolen, ved Odense. Af frygt for, at André kunne blive pint til at opgive navne på andre modstandsfolk, førte hans arrestation til, at 40 mand gik under jorden.

Tilbage til André. Hans kæreste, Lillian, som var rigtig god til at tale for sig – ja, vel nærmest skarptunget, blev hurtigt løsladt, mens André blev tilbageholdt og udsat for grove forhør – vistnok uden at det lykkedes Gestapo at få noget ud af ham. Han blev dømt til døden ved en tysk militærdomstol og overført til Frøslev-lejren med henblik på senere overførsel til Tyskland, hvilket han imidlertid blev reddet fra af krigsafslutningen.

Om aftenen, den 4. maj, sad Eva, Erik og Martin på GrastenHus og ventede på Jørgen, som havde lovet at komme ved 7-tiden, men da han ved godt 8-tiden endnu ikke var kommet, begyndte de at blive bange for, at der var tilstødt ham noget. Pludselig siger Erik: ”Ska’ vi ikke høre London”. Eva lukkede op for den dansksprogede nyhedsudsendelse, som hver aften blev udsendt fra BBC, London, kl. 20.30. Omkring 5 min. inde i udsendelsen stopper nyhedsoplæseren Johs. G. Sørensen pludselig, og efter en kort pause lyder det ud af højtaleren: ” Her er London, her er London … I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. Det var FRIHEDSBUDSKABET, som betød, at folk rundt om i hele landet hev de forhadte mørklægningsgardiner ned og satte stearinlys i vinduerne denne glædens aften. De følgende dage hentede Jørgen Martin, så han – ligesom de øvrige frihedskæmpere – med frihedskæmper-armbindet om venstre overarm kunne deltage i festlighederne i det frihedsberusede Svendborg.

De første dage efter Befrielsen, maj 1945. Jørgen henter Martin, og på Politistationen bliver Martin bl.a. mødt af små autografjægere, og omringet af gamle venner og kammerater

Som det fremgår af teksten fra Martins fotoalbum, var Skattergade 11 et af de første steder, han besøgte sammen med Jørgen.

Maj 1945. USP-folk på besøg på GrastenHus. F.v. Rudolf Madsen, André Durinck, Eivind, USP’s afholdte og respekterede leder, Børge Jansbøl, samt Gunnar.

Her kommer hvad Erik Lindholm har skrevet om begivenhederne i Skattergade:

”I anden verdenskrigs sidste tid blev aviserne i Svendborg bombesprængt først var det Svendborg Avis i oktober 1944 og i marts 1945 gik det ud over Amtstidende og den sidste avis der var tilbage Sydfyns Social Demokrat.

Der havde længe gået rygter om, at det nu var den, der skulle sprænges i luften, og pludselig kom der en meddelelse om, at en bil var på vej fra Odense med netop de personer, som man vidste blev brugt til den slags sprængninger, som ødelæggelse af aviser var.

Frihedskæmperne her i Svendborg havde hurtigt gennem deres omfattende meldesystem fået besked om hvad der forestod, og var klar med deres folk i Brogade.

Netop det hus hvor Social Demokraten havde til huse boede jeg i. Min mor og jeg blev vækket ved 2-tiden om natten, det var frihedskæmpere fra byen, som forklarede os, at vi hurtigt skulle stå op og forlade huset. Det var en slem forskrækkelse for os, men vi fik besked på at vi skulle sove på Missionshotellet ved havnen.

Men da vi var kommet derned, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at få min cykel med, så jeg gik tilbage for at hente den, men det skulle jeg ikke have gjort, der var et forfærdeligt skyderi i byen, og da jeg kom tilbage til hotellet ville de først ikke lukke mig ind fordi der blev skudt udenfor på gaden, men jeg kom dog ind.

Kort efter lød der igen skyderi lidt længere væk, det viste sig at være fra Skattergade 11, som var tilholdssted for en gruppe frihedskæmpere, som var blevet røbet, og nu blev en forfærdelig tragedie udspillet.

Selvfølgelig ville beboerne ikke lukke op for tyskerne, for de var godt klar over hvad der var på færde, en af deres mænd fra gruppen var taget af tyskerne, og under tortur havde han opgivet adressen på deres tilholdssted.

Da der ikke blev lukket op skød tyskerne lige gennem døren og dræbte en gammel bedstefar, som lå i sin seng. Flere af de unge mennesker blev såret før de på en eller anden måde slap væk gennem haverne Mathiesen, som ejede huset, blev maltrakteret på det frygteligste, og blev slæbt ind i tyskernes biler, og blev dræbt på vejen til Odense og smidt i en grøft på vejen – i dag står der en mindesten hvor Mathiesen blev fundet død.

En gammel kone som boede i huset ved siden af var nysgerrig og skulle ud på gaden for at se hvad der skete, men det skulle hun aldrig have gjort, jeg ved ikke om tyskerne troede det var en mand, men de skød hende og smed hende ind i gangen. En af de unge mænd der var flygtet fra nr. 11 var lige efter kommet ind i gangen for at finde et skjulested, men han turde ikke gå længere fordi der stadig var skyderi i gaden, så han skubbede resolut den gamle kone lidt til side og lagde sig under hende, og det var der ingen der så. Her lå han i flere timer indtil han hen på morgenen blev bragt væk til behandling på sygehuset, og hurtigt derefter blev gemt væk hos nogle venner.

Desværre havde skyderiet gjort at mange nysgerrige ville se, hvad der var på færde, og i Korsgade som vrimlede med tyskere blev 2 helt uskyldige mænd slået ned og skudt. Det var en ung snedker Sofus Mogensen og maskinarbejder Mikkelsen.

Dagen efter den frygtelige nat beordrede den tyske kommando, at ejendommen Skattergade 11 skulle sprænges i luften til skræk og advarsel for andre frihedskæmpere i Svendborg, og det blev gjort, så hvis man ikke havde åbnet alle vinduerne i den nærmeste omkreds ville alle ruderne være blevet knust.

Det var tragisk at se det lille kønne hus i Skattergade 11 efter den omgang, men huset blev genopbygget efter krigen og man kan på facaden se en mindetavle for episoden.

Hvad der helt nøjagtig var sket i Skattergade 11, var der en del usikkerhed om og først efter kapitulationen fik man en redegørelse for, hvad der havde udspillet sig i dagene omkring den 17. og 18. marts 1945 og det var frihedskæmperne der fortalte Svendborg Avis om det.

Følgende er gengivet fra en artikel i Svendborg Avis:

”De første dage umiddelbart efter kapitulationen var det ikke muligt at få oplysninger om de begivenheder, som i dagene omkring den 17. og 18. marts udspilledes i kvarteret omkring Skattergade. De frihedskæmpere, som havde været med i den dramatiske kamp mod tyskerne, ønskede ikke at fortælle noget, men nu har forretningsfører Børge Jansbøl, som var leder af den gruppe af frihedskæmpere, som holdt til i Skattergade 11, løftet sløret for de natlige hændelser, de mest blodige for Svendborg under besættelsen.

Kort efter sabotagen mod Svendborg Andels-Svineslagteri blev der fra Odense rapporteret, at en Gestapo-vogn var på vej mod Svendborg. Gruppen, der havde kvarter i Skattergade 11 hos murer Henrik Mathisen, blev straks alarmeret.

Vognen blev set i Svendborg, men kort efter forlod den byen igen. Vognen blev på tilbageturen sporet helt til Odense, og man regnede derfor ikke med, at der var nogen fare for, at der skulle ske noget den nat. Men senere samme nat, nemlig natten til den 17., vendte vognen tilbage, og gruppen fik ved en fejl først underretning herom, da bilen var indenfor bygrænsen. Meldesystemet havde svigtet.

Frihedskæmper-gruppen fra Skattergade rykkede ud, men kom for sent til at afværge en katastrofe. På sin rekognoscering nåede gruppen til Sct. Nikolajgade i samme øjeblik, som ”Svendborg Amtstidende” sprang i luften. Gestapo-bilen kørte væk i susende fart gennem Gerritsgade og Møllergade. Gruppen åbnede ikke ild mod den for ikke at ramme sagesløse, da der var flere mennesker på gaden efter eksplosionen.

En dobbelt opgave.

Som regel gik der mindst nogle dage imellem mordbrændernes hærgninger i samme by, men allerede dagen efter, at ”Amtstidende” var blevet ødelagt, indløb der melding om, at en Gestapo-vogn fra Odense havde kurs mod Svendborg.

To grupper, dvs. 12 frihedskæmpere i alt, blev alarmeret. Gestapo-vognen brev skygget. Ved 20-tiden gjorde den holdt udenfor ”Sydfyns Socialdemokrat”. Et par mænd steg ud, øjensynligt for at undersøge forholdene her. Bilen forsvandt igen, men der blev posteret frihedskæmpere ved bladbygningen for det tilfælde, at mordbrænderne skulle vende tilbage.

Mens dette stod på, blev grupperne underrettet om, at en frihedskæmper, som gik under dæknavnet ”Nic”, var blevet taget af Gestapo i Odense, og det menes, at han ved tortur var blevet tvunget til at opgive Skattergade 11 som tilholdssted for en gruppe frihedskæmpere. Man stod altså over for en dobbelt opgave, da det kunne ventes, at der i løbet af natten ville blive foretaget en Gestapo-aktion i Skattergade.

Det vrimlede med tyskere. Frihedskæmper ramt i den ene arm og i ryggen.

To mand, bødker Andersen og blikkenslager Rudolf Madsen, skulle uskadeliggøre mordbrænderne. Bødker Andersen fik til opgave at koncentrere sig om den attentatmand, som først steg ud af bilen, medens Rudolf Madsen samtidig skulle kaste en håndgranat ind i vognen.

Allerede ved 24-tiden, blev der opserveret tyskere i Skattergade, og det kom snart til heftig skydning. Snart var hele kvarteret som et helvede af skrattende maskingeværer, maskinpistoler, knaldende karabiner og håndgranater. De to vagtposter ved ”Socialen” forsvandt, efter at de havde kastet et par håndgranater mod tyskerne.

Vagtposterne gik op ad Brogade, men på hjørnet af Brogade og Korsgade blev de mødt af to tyskere bevæbnet med maskinpistoler. Overalt vrimlede det frem med tyskere, og bødker Andersen og Rudolf Madsen tog flugten.

De løb hen ad Korsgade. Rudolf Madsen forsvandt om ad Sct. Nikolaj Kirkestræde, efter at have sendt en serie revolverskud mod tyskerne, hvoraf den ene segnede livløs om. Selv var han blevet ramt i den ene arm og i ryggen af to maskinpistol-projektiler. Han var hårdt såret, men det lykkedes ham at skjule sig i Hülsens gård. Andersen flygtede hen over sygehus-terrænet.

Flere tyskere blev dræbt.

I mellemtiden fandt en dramatisk kamp sted i Skattergade. Heri deltog 2 frihedskæmpere, Mathias Nørregaard, André Durinck og murer Henrik Mathiesen som var i færd med at bringe nogle kufferter med ammunition i sikkerhed i haven.

Efter at have åbnet ild mod huset, trængte tyskerne ind og foretog en undersøgelse. En maskingeværskytte skød herunder gennem sovekammerdøren og dræbte den 70-årige Chr. Mathiesen, som lå i sin seng.

I haven kom det til kamp mellem de 3 frihedskæmpere og tyskerne. Henrik Mathisen blev straks ramt i hovedet.. Den 18-årige Mathias Nørregaard blev hårdt såret, men kunne sammen med Durinck fortsætte skydningen.

Flere tyskere blev dræbt, hvorefter resten trak sig tilbage. Fru murer Mathiesen, som med sin datter opholdt sig i ejendommen, hjalp Nørregaard ind i nabohaven. Han var gennemhullet af kugler, således blev han ramt af to skud i venstre arm, hvor knoglerne var skudt helt over, venstre ben var brækket, og endelig havde han fået et skud i højre lår og et skud i brystet. Selv ramte han flere tyskere.

Han kravlede ind i Skattergade 9, hvor han i gadedøren fandt Sofie Nielsen liggende livløs ramt af flere skud. Her blev han liggende, indtil en ambulance kom til længe efter, da der var blevet ro i gaden.

André Durinck, som ikke blev ramt, stod i dækstilling bag tårnet på den cementbunker, der ligger i ”Social-Demokratens”s have.

Først da der var blevet ro i kvarteret, søgte han at slippe væk, og han havde da set to tyskere segne for sine kugler. Ved Due Petersen & Kryger kravlede han op på et tag, da en tysk patrulje forsynet med skarpe lygter, kom forbi. Han blev ikke opdaget. En halv time efter sprang han ned og gik over jernbaneoverskæringen og videre over Klosterpladsen. Ved ”Socialen” stod en tysk patrulje, som ikke fandt anledning til at reagere.

Murer Mathiesen, som blev ramt i hovedet, blev taget med af tyskerne og blev senere fundet på landevejen i Stenstrup. Fru Sofie Nielsen døde i løbet af natten, og hun blev ligesom murer Mathiesen og dennes gamle far, som også var død, hensat i sygehusets ligkapel.

Men de natlige hændelser kostede også to andre livet, nemlig den 25-årige snedker Sofus Mogensen og den 57-årige maskinarbejder Mikkelsen, som intetanende kom gående i Korsgade under skyderiet. De blev holdt op af et par tyskere. Den ene tysker blev rasende, da Mikkelsen, som i en årrække havde opholdt sig i Amerika, talte engelsk i et forsøg på at gøre sig forståelig.

Tyskeren gav sig til at prygle og mishandle Mikkelsen, og til sidst sendte tyskerne en række skud mod de 2 mænd. De var dræbt på stedet. De blev ligesom de tre andre dræbte bragt til ligkapellet, hvor tyskerne dagen efter røvede deres lig.

Mathias Nørregaard og Rudolf Madsen blev begge flyttet fra sygehuset. Da værnemagten dagen efter på sygehuset forespurgte, om der var indlagt sårede, blev der svaret bekræftende, idet det tilføjedes, at de var blevet afhentet, formodentlig af Gestapo.

Nørregaards tilstand synes til at begynde med håbløs, men han kom sig. Venstre hånd er ødelagt, men derudover har han nu til dels genvundet sit helbred, og Rudolf Madsen, som blev plejet forskellige steder på landet, har det også godt, men også han har fået en delvis invalid hånd.”

Den 18. marts om aftenen blev huset, Skattergade 11, sprængt i luften af tyskerne, men efter krigen blev huset genopført af venner til Henrik Mathiesen og på 2 års dagen for dramaet blev der opsat en mindeplade på huset. Greve Axel Ahlefeldt Laurvig-Lehn fra Hvidkilde holdt en smuk mindetale for de døde fra ”Skattergade-slaget”

Ligeledes er der i Lunde ved Stenstrup sat en minde sten på det sted, hvor tyskerne smed Henrik Mathiesen’s lig ud af bilen på vej tilbage til Odense.

En rettelse fra Hanne Vest:

Mindestenen for Henrik Mathiesen står ved dengamle hovedvej 9,

i dagrute 167 (da motorvejen nu hedder rute 9),som går gennem Lunde nord-syd.

Hovedvej 8 går øst-vest gennem Kværndrup, nord for Lunde sogn.

Men mindet på hovedvejotte, hvor liget af Henrik Mathiesen blev fundet, er sat af beboerne på egnen. Ved indvielsen var der tale af sognerådsformænd fra Kirkeby, Stenstrup og Lunde, og der deltog 350 mennesker i højtideligheden.

Og endelig er Bjarne Bekkers artikel fra Svendborgposten den 13. februar 1974:

Enken fra Skattergade-slaget:

Jeg har aldrig glemt Henrik.

Det var omkring midnat. De fleste beboere i Skattergade var gået til ro. Men der var lys henne i nr. 11. Bag et af kvistvinduerne på første sal lå Dagmar Mathiesen og datteren Ketty på sytten. De var netop faldet i søvn, da døren brutalt blev sparket ind, og en geværkolbe bankede mod Kettys sengegavl. Tyske stemmer kommanderede: Tænd lyset! Og i det samme brød helvede løs. Der blev skudt i køkkenet. I entreen. På gaden og i gården. Og i værelset ved siden af!

Her lå Dagmar Mathiesens svigerfar. Han blev 68: Nåede ikke engang at vågne, da en tysk soldat brugte sit maskingevær mod den sovende mand.

Da dagen gryede, var Dagmar Mathiesen enke. I naboejendommen manglede man en gammel vaskekone, Sofie Nielsen. Hun blev dræbt på sin trappeopgang. I Korsgade blev maskinarbejder Villiam Mikkelsen og snedkersvend Sofus Mogensen skudt ned. Koldblodigt – fordi Mikkelsen, der i mange år havde arbejdet i Staterne, uheldigvis svarede på engelsk, da han blev råbt an af gestapomanden Karl Wilhelm Wöbke. Tredobbelt morder!

De dramatiske begivenheder udspilledes natten til den 18. marts 1945. Kun syv uger før befrielsen faldt 5 gode danske borgere i krigstidens største slag i Svendborg, kendt under betegnelsen ”Skattergade-slaget”

Hvor mange tyskere, der omkom, er aldrig blevet opgivet. Men flere af den gruppe, der holdt til os Henrik Mathiesen blev såret under det dramatiske slag og slap kun med livet i behold på grund af frygtløse læger og sygeplejersker på Svendborg Sygehus.

Hovedpersonen Henrik Mathiesen blev såret i hovedet, men det lykkedes ham at kravle ned til havnen. Her blev han fundet af en tysk patrulje og bragt til kommandanturen på Fruestræde Skole.

Jeg skød Henrik.

Under i domsmandssagen i Svendborg to år efter indrømmede en tysker ved navn Erik Müssener, at han havde givet det Henrik Mathiesen det dræbende skud. Af medlidenhed hævdede han. Liget af Henrik blev under transport til Odense kastet ud ved Lunde, hvor der er rejst en mindesten. Senere blev liget stjålet på Svendborg Sygehus og først efter befrielsen fundet i en massegrav ved Seden Strand, hvor de øvrige ofre fra Skattergade-slaget også bragt af vejen.

Vi havde haft våbendemonstration og fået en god kop kaffe, fortæller Dagmar Mathiesen, som i øvrigt måtte flygte med sin datter midt i virvaret, og skjule sig resten af krigen.

Vi havde været en 17-18 i huset, og vi sang og spillede guitar. Der var blandt andet et par meget musikalske hollændere. Men ingen anede, at dagen skulle ende så brat. Halvdelen af gruppen var gået hjem, og den anden halvdel blev for at varetage forskellige gøremål og forrette vagttjeneste. Det var jo dagen efter, at tyskerne havde bombet Amtstidende og alle var meget oprevne og ventede mere ondt.

Vi var gået til ro, da der kom besked om, at en gestapobil var på vej til Svendborg fra Husmandsskolen i Odense. Derfor måtte de sidste forlade huset. Jeg lå i min seng og sov, da jeg blev kommanderet til at tænde lyset. I samme sekund begyndte skyderiet. Det var i køkkenet, hvor min mand og Mathias Nørgaard opholdt sig.

Fandt sin mand døende.

Da jeg kom ud i gården, fandt jeg min mand og Mathias liggende på trappen ved vaskehuset. Begge hårdt sårede. Min datter og jeg slæbte Mathias hen til et rækværk og så slæbte han sig på alle fire ind i nummer ni. Henrik forsvandt, og jeg fik senere at vide, at han var taget nede ved havnen..

Efter krigen fortalte Mathias Nørgaard om sine oplevelser i Skattergade:

Tyskerne var fuldstændig vilde. De skød til alle sider og stod flere gange tæt ved os. Mens jeg lå i dækning i haven, kom en tysk maskingeværskytte lige imod mig. Jeg fyrede, og han sank om. Den næste ramte jeg i maven. Han sank om og hylede som en vanvittig. De øvrige tyskere skrålede og skreg imunden påhverandre og en hylede i angst: ”Die Dänen, die Dänen, sie schiesen unsere kameraden. Die Dänen schiesen so gut."

Så knaldede jeg løs igen. Jeg var fuldstændig rolig, selv om det lød uhyggeligt med den tysker, der hylede i baghaven. Da jeg var hjulpet over plankeværket, var jeg rigtig skidt tilpas og havde stærke smerter. Men det glemte jeg, da der pludselig stod en tysker omtrent ved siden af mig. Heldigvis blev jeg ikke opdaget, så jeg kravlede hen ad gangen for at komme ud på gaden. For enden af trappen lå den gamle vaskekone. Hun havde været på vej ned, da hun blev ramt af en geværsalve. Jeg fik hende vendt om på ryggen, så hun kunne ligge udstrakt.

Omsider kom der en ambulance med udrykning, og Sofie og jeg blev kørt til sygehuset. Hun døde desværre om natten, og mandag aften blev jeg ført til et sikkert sted.

Den tredje frihedskæmper, der deltog i slaget om Skattergade 11, var hollænderen André Durinck. Han var kommet til Svendborg med et tysk skib og stukket af fra tyskerne. Ved midnatstid den 17. marts kom han ned til Skattergade for at hjælpe i kampen mod tyskerne. Da han blev trængt ud af huset, søgte han op mod Socialdemokraten, og det lykkedes ham at forsvinde. Selv om det var ved at gå galt. Han mødte nemlig en tysk patrulje ved Gåsetorvet og måtte skyndsomt op på taget ved Due Petersen. Umiddelbart efter kom et par unge piger forbi, og så sprang han ned for at følge dem op gennem byen.

Meldesystemet slog fejl.

Gruppen der opererede fra Skattergade, var meget aktiv og især i den periode, hvor dramaet udspilledes. Forretningsfører Børge Jansbøl var leder, og det var sabotagen mod svineslagteriet, der satte det hele i gang.

Den 16. marts blev der rapporteret en Gestapovogn på vej fra Husmandsskolen mod Svendborg. Den kørte rundt i byen, men man var underrettet og rede i Skattergade. Vognen returnerede, og ingen regnede med, at der skete mere. Men meldesystemet slog fejl, og vognen blev denne gang ikke observeret, før den var kommet inden for bygrænsen. Da rykkede Skattergade-gruppen ud, men for sent.

Da den nåede frem til Nicolaigade, røg Svendborg Amtstidende i luften, og man turde ikke skyde efter Gstapobilen, der suste væk, af frygt for at ramme tililende svendborgensere. Som regel gik der flere dage mellem ”mordbrændernes hærgen her i Svendborg”. Men allerede dagen efter meldes, at endnu en Gestapobil var på vej. To grupper bestående af tolv frihedskæmpere blev alarmeret og vognen skygget.

Ved 20-tiden gjorde den holdt uden for Sydfyns Socialdemokrat, og et par mænd steg ud. Bilen forsvandt og der blev posteret vagtposter.

Mens dette stod på, blev grupperne underrettet om, at en modstandsmand der gik under navnet ”Nic”, var taget i Odense, og at der var risiko for, han ville røbe tilholdsstedet i Skattergade. Bødker Andersen og blikkenslager Mikkelsen skulle uskadeliggøre ”mordbrænderne” ved Socialen. Den ene skulle skyde manden, når han stod ud af bilen, den anden kaste en håndgranat ind til føreren.

Helvede brød løs.

Men denne aktion blev ikke til noget, for pludselig brød helvede løs i Skattergade. De to modstandsfolk blev mødt af en tysk patrulje på hjørnet af Korsgade-Brogade, og det kom til en ildkamp, under hvilken Rudolf Madsen blev hårdt såret. Han skød en tysker med sin revolver under flugt gennem Kyseborgstræde og nåede frem til sygehuset med adskillige kugler i ryggen. Her blev han behandlet samtidig med Mathias Nørgaard, der blev såret i gården til Skattergade 11.

Da de værste sår var lappet, blev de flyttet fra sygehuset, og da tyskerne kom, sagde man, at de sårede var væk. De var vist hentet af Gestapo. Den forklaring slog tyskerne sig til tåls med, og de to blev plejet på landet.

Rudolf Madsen:Jeg gemte mig i halvanden time i en baggård, inden jeg søgte ud på sygehuset, hvor man var enestående hjælpsomme og forstående. Ingen spørgsmål af nogen art! For at man ikke skulle finde mig, blev jeg transporteret over på fødselsafdelingen og næste morgen afhentet af en kammerat. Til sidst var jeg i Vejstrup hos en blikkenslager, der havde lovet ”at tage en mand i arbejde”.

Genopført af kammerater.

Under slaget i Skattergade blev Dagmar og Ketty Mathiesen hjulpet bort af gruppens overlevende. De boede på Missionshotellet næste dag og hørte eksplosionerne, da tyskerne fuldførte værket ved at lægge bomber i Skattergade 11. Indtil kapitulationen rejste de rundt i landet og var til sidst i Marstal, hvor de boede i Logen.

Efter krigen blev vort hus genopført af kammerater til Henrik, og på toårsdagen for dramaet blev der opsaten mindeplade i det nye hus,fortæller Dagmar Mathiesen.

Greve Axel Ahlefeldt- Laurvig fra Hvidkilde mistede selv en broder, og han holdt en meget smuk tale for de døde i Skattergade-slaget. Senere rejstes en mindesten på kirkegården af Henriks kammerater i Arbejdsmændenes Fagforening.

Men mindet på hovedvej otte, hvor liget af Henrik Mathiesen blev fundet, er sat af beboerne på egnen. Ved indvielsen var der tale af sognerådsformænd fra Kirkeby, Stenstrup og Lunde, og der deltog 350 mennesker i højtideligheden.

Sognerådsformand Stærmose lovede, at Lunde Sogn ville værne om mindet. Og disse ord er aldrig glemt. Mange gange om året lægges der friske blomster og plantes ved mindestenen.

Jeg har aldrig glemt Henrik,siger Dagmar Mathiesen. Og det er der mange andre der heller ikke har. Det kan godt varme et gammelt hjerte, at min mand stadig huskes. Det er tros alt 29 år siden, de dramatiske begivenheder udspilledes her i disse stuer ….

Uddrag af arkikler og private optegnelser v/Søren Lindholm.

Kommentarer

christoffer adrian

23.05.2022 13:53

André Durinck var min oldefar

Thomas

21.01.2022 11:57

Rudolf Maden var min morfar.
spändende läsning.

Vivian Larsen

07.09.2020 11:24

Spændende og uhyggelig fortællingen om, hvad der virkelig skete i Skattergade.

Er der nogen der ved om André Durinck har arbejdet på Mejerikontoret på Tuxensvej?

Alice Durinck

18.03.2021 18:19

Hej. Jeg ved, at min far arbejdede som mejerist, inden vi flyttede til Struer i 1956. På Færgevejen har jeg altid troet.- - mvh Alice Durinck

Jesper skou

06.09.2020 07:42

Meget spændende læsning, 2 verdenskrig er enormt omfangsrigt. Stor respekt for de folk. Jeg afleverede for år tilbage nogen fotos til svbg museum fra netop skattergade.mvh jesper

Vivian Pagel Larsen

19.03.2021 10:05

Tak for det Alice, så er det din far som min mor arbejdede sammen med - nu er Tuxenvej en sidevej til Færgevej så det er jo ikke helt galt

Lisa Freeman

21.03.2015 15:12

Tak for en velskrevet artikel.
Jeg var så heldig at møde Dagmar i forbindelse med min praktik på færgevejen skole hvor jeg besøgte Dagmar og bagefter talte hun med min historie klasse.

Walther Asmussen

15.03.2015 12:43

Hej.
Jeg har læst indlæggene med stor interesse.
Mvh. Walther Asmussen

Finn Lerbæk Pedersen

13.03.2015 23:00

Ja, - det er/var spændende læsning, af en gammel Svendborg-dreng. På tidspunktet hvor alt dette skete var jeg seks trekvart år gammel. Boede Nylandsvej nr.6, - tæt på kasernen hvor tyskerne var...

Katja

13.03.2015 12:13

spændende læsning - jeg kendte dog historien - godt at få den genopfrisket. Godt arbejde.