Skattergade Beboerforening

Beboerforeningen i en af Svendborgs ældste gader

KAPITEL 7

Den kulturelle revolution efter Reformationen

Reformationen i Danmark var nok en indførelse af den lutherske lære, men det var først og fremmest en fuldstændig omvæltning af magtfordelingen. Specielt blev kirkens magt afgørende reduceret og størstedelen af kirkens gods overtaget af kronen. Som tidligere omtalt havde Svendborgs borgere f.eks. bidraget til den almindelige udvikling ved at afbrænde borgen Ørkild, og dermed gjort op med den forhadte Odense-bisp, som ellers residerede her.

Som ved alle idé-bårne omvæltninger (Kristendommens indførelse, Reformationen, og nu igen kampen mod nye –også religiøst dirigerede trusler) var alle andre tanker end de nu besluttede strengt forbudt. Der har aldrig været –og er heller ikke nu megen plads til tolerance hvad religionen angår.

Bestræbelserne på at opdrage bonde og borger i den nye tro medførte også en almindelig udvikling i undervisning og lærdom, som udover de kirkelige discipliner også førte meget andet med sig. Opgøret med den romersk-katolske styring af “hvad der var god latin” affødte f.eks at vores nordiske forhistorie fra før kristendommens indførelse igen blev tilladt –og den på dette tidspunkt 2-300 år gamle Saxo-krønnike kunne oversættes –først til tysk og siden til dansk.

At universiteterne blomstrede er måske at tage munden for fuld, men oprindelsen til et nutidigt undervisningssystem så dog sin begyndelse.

For menigmand, borgere og bønder, spillede det religiøse indhold i reformationen en langt mindre rolle end det administrative. Om man skulle betale tiende og andre skatter til adel og kirke -eller til kronen gjorde ikke den store forskel.

De umådelige omkostninger, som Chr. d.3 stod med efter “erobringen af Danmark”, som det reelt var, var svære at komme over. Der var stor gæld til de tyske hertuger for deres bidrag til den krigsførelse, som havde bragt Chr. d. 3 til magten, og det blev bønderne, som måtte yde broderparten i form af nye skatter.

Det kan godt undre, at landbrugsproduktionen og den deraf følgende handel, som jo må have været den primære indtægtskilde, har kunnet bære udgifterne til krigsførelsen, specielt når der ind i mellem blev ødelagt store dele af netop dette produktionsapparat. Men det er jo et faktum, at der trods disse byrder løbende var tale om en anseelig genopbygning, både på landet og i byerne.

Allerede I 1539 blev det ved lov påbudt, at alle købstæder slulle have en latinskole.

I Svendborg var der “ledige lokaler” i det tidligere katolske kloster, som de sidste munke var ved at forlade. Skolen her var godt nok kun for drenge. Een ting af gangen !!

Der foregik en del genopbygning af de under Grevens fejde ødelagte huse, øjensynligt blandt andet med materialer fra den nedbrudte borg ved Ørkild.

Embedsmænd fra før Grevens Fejde blev genansat og livet fortsatte. Man gjorde som man plejede, -handlede lidt hvor man nu kunne, -og når det kom for meget på tværs af landets indenrigspolitik, fik byfogden besked fra statsadministrationen på at forsøge at hindre den ene eller den anden lokale praksis.

I 1546 anlægger præsten Hans Gaas en ny vandmølle på sin mors grund I Pjentemøllestræde. Det var ikke uproblematisk for Bymøllen, som lå nedenstrøms I ‘Byens Bæk’. Men Hans Gaas var ikke hvem som helst, -og møllen blev stående.

I 1547 har byens problemer øjensynligt gjort indtryk så statsadministrationen, idet der opnås midlertidig skattefrihed for “den fattige by”. Måske har man haft det lidt dårligt med at brandskatte en by, som man selv har været med til at ødelægge efter Grevens Fejde, måske så man i horisonten gevinsten ved at investere I en by, som man senere kunne have brug for. Nogenlunde samtidigt gentages forbuddet mod at bygge med stråtage. Købstæderne ejedes af kronen og svarede skat til kronen -og man måtte passe på sin ejendom.

Landbruget omkring Svendborg, som vel har lignet andre købstæder af en tilsvarende størrelse, har nok oprindeligt været ret uorganiseret. Men efterhånden som den bymæssige karakter blev tættere, måtte specielt det pladskrævende mark- og dyrehold jo rykke ud. De større gårde i byen havde andel i byens fælleder, viebælterne eller vangerne som de også kaldtes. Senere skelnedes der matrikulært mellem byens “byjorde” som var den befæstede del –og “markjorde”, som dels var sådanne ubebyggede fælleder eller privatejede parceller knyttet til en gård i byen.

Indenfor bygrænsen havde gårdene stadig byhaver, som det er illustreret på en -godt nok meget senere tegning. Det var ikke pyntehaver, men brugshaver med frugt og grøntsager og måske høns og et par grise til det daglige forbrug.

I bagskellet til disse haver har det efterhånden været hensigtsmæssigt at anlægge et kørespor –en simpel markvej, som gav adgang til haverne. Det er nærliggende at forestille sig at en sådan markvej, som var fælles for Brogades haver, har dannet grundlag for Skattergades tilblivelse. Havernes begrænsning mod syd har været bestemt af de sumpede områder omkring den oprindeligt vandfyldte vig, der senere blev til “Graven”. Længere mod syd var det ikke meningsfyldt at anlægge en sådan markvej.

Tegningen viser, at det så alligevel i takt med at vandet har trukket sig tilbage, har været muligt at anlægge nye gårde, og nye brugshaver mod syd, og at ophøje markvejen til en ny bygade. Dette har så ført til en ny fælles-markvej endnu sydligere, som vi i dag i den syd-østlige del af Skattergade kan finde resterne af i form af en sti langs haverne i nr. 20-26 –og en lille stump ved Skattergade 44 (nu Kullinggade) kaldet “Strædet”. Denne lille sti kaldes I folkemunde for “Kirkestien”, men der er ikke belæg for at tro, at den har været anvendt som sådan……

I kapitel 5 er der skrevet om de livgivende kildevæld, som så rigeligt har begunstiget Svendborg. Men forsyningen af rent drikkevand havde også sine mørke sider.

Begstrup skriver I 1823 I sin ‘Svendborg Kjøbstæd’ så malende om vandkvaliteten I et afsnit, der hedder“Indbyggernes physiske Beskaffenhed”:

I Almindelighed taget ere indbyggerne af en stærk og god konstitution, med en sund og frisk ansigtsfarve. De maaskee af lokale omstændigheder bevirkede meest grasserende sygdomme ere: Steensmerte og brystsvaghed. For børnekopper har byen været forskaanet siden vaccinationen blev indført. Den her meer end paa andre steder almindelige Steensmerte tilskrives Vandet af den ellers udmærkede føromtalte Pibekilde, der er hvad man kalder noget haardt. De fleste brønde I byen have brakvand. Vandet fra de bedre kilder maa derfor omledes; at dette sker I aabne Render foraarsager, at det på mange steder, for Exempel I Gjerrits- og Skattergaden, aldeles ikke ikke kan bruges, fordi den ved Henledningen blandes med alt for mange Urenligheder………

Det er jo en smuk og rimelig optimistisk fremstilling, som set med 1823-øjne mærkelig nok ikke har været farvet af den senere industrialisme, som forværrede drikkevands-situationen væsentligt.

Set I bagklogskabets klare lys har vandkvaliteten allerede nu, hvor vi befinder os I slutningen af 1500-tallet været foruroligende og befordret epidemier. Også ellers relativt uskyldige trusler mod den almindelige sundhedstilstand ville – med nutidige øjne have kaldt til alarm.

Mange alvorlige epidemier ramte byen og landet med jævne mellemrum. I den kommende krig mod Sverige siges pesten at have kostet flere menneskeliv end krigen i sig selv.

I 1559 døde Chr. d.3 og hans søn Fr. d.2. 1559-88. kronedes til konge. Han var mere “dansk” end forgængerne som kom fra den tyske adel, men også mere “fremme i skoene” hvad angår krigerisk adfærd overfor provokerende naboer, og siden faderens død var der stigende spændinger mellem Danmark og Sverige.

Gustav Vasa var meget forståe Det indledte en eftertid, som mildest talt var problematisk mellem de to lande.ligt nok ikke helt færdig med at komme sig over “Blodbadet I Stockholm” i 1520 , hvor størstedelen af den svenske adel var blevet udslettet under Chr. d.2. Det indledte en eftertid, som mildest talt var problematisk mellem de to lande.

Den nordiske syvårskrig 1563-70 opstartedes på lidt tvivlsomme forudsætninger og varede som navnet angiver væsentligt længere end kongen havde regnet med. Det blev dyrt. Nye skatter og afgifter til et kongerige som knap havde rejst sig fra de tidligere krige…..

Ved fredslutningen blev det sådan, at overherredømmet i den østlige Østersø var tabt.

Det havde ellers været et kardinalpunkt at opretholde denne.

Johan Friis, som var ejer af Hesselager, og som efter sigende udtrykte sig med en dejlig fynsk accent, var en slags indenrigsminister under både Chr. d.3 og Fr. d.2 med stor kompetence.

Fr. d.2 var ikke den store diplomat og interesserede sig mere for pomp og pragt og for militære bedrifter. Dog blev der under hans regeringstid gennemført visse forbedringer for de søfarende, -regler for skibsførerens kvalifikationer, nye fyr osv. Det har uden tvivl været til fordel for en søfartsby som Svendborg og for at færdes til søs i almindelighed.

Efter fredslutningen I 1570 var der efterladt en enorm gæld til de udenlandske lejetropper, til den hjemmehørende højadel og i øvrigt hvor det var lykkedes at skaffe midlertidig mønt. Regningen lå, som så mange gange før, hos borger og bonde.

Det er lidt vanskeligt at forestille sig, at et forarmet og udpint folk har kunnet aflevere så meget i skat. Men krigen havde jo været ført fortrinsvis uden for gammel dansk jord dvs. i Skåne, Halland og Blekinge, og livet, produktionen og handelen har været ført nogenlunde uændret i det meste af perioden.

Det er påfaldende at Fr. d.2’s regeringstid kan betegnes som en opgangstid for riget.

I 1572 kom byloven, som repræsenterede en begyndende forståelse for renlighed og orden i bysamfundene. Købstæderne -og måske især Svendborg, var fra gammel tid snævert omgrænset af fæstningsværkerne, volde, grave, og palisader, som definerede byens udstrækning.

Vilkårene “indenfor murene” var meget forskelligt fra hvordan livet udfoldede sig I landsbyerne og i det åbne land. Når der ikke var mere plads I byen, måtte man bygge tættere, -og højere, og det blev –en voldsom udfordring til hygiejnen –både den fysiske og den moralske.

Byloven handlede både om byens affald, drikkevandskvaliteten og om forhold, der skulle forbedre og kontrollere det sociale liv, -ulovlig udskænkning, løsgængeri og meget andet. Loven administreredes lokalt af borgmester, byfoged og rådmænd og blev løbende justeret år for år.

En meget central del i de fastlagte retningslinier for byen, var sikringen af de skatter og afgifter, som tilfaldt byens (og kongens) kasse. Problemet var jo at der blev handlet udenfor byens domæne, dvs. udenfor portene. Det har tydeligvis været voldsomt svært at kontrollere, og der var ret strenge straffe for de formastelige, der forsøgte noget sådant.

Byens porte var Møllerporten mod nord, Gerritzport og Bagerport mod vest, Skatterporten mod syd, og Skibsbroporten mod øst. Det var her, der blev holdt et vågent øje med at der ikke handledes I “forprang”, som det hed.

Christian den fjerde. 1588-1648

Ved Frederik d.2’s død I 1587 var hans naturlige efterfølger, prins Christian, kun 11 år.

Men han havde støtte fra landets mægtige administration og tronskiftet synes ikke at have udløst samme magtkampe som de foregående. Efter en formynderregering kronedes Christian d. 4 i 1596. Den unge konge levede i al ønskelighed op til datidens mandsideal, -både I våbenduelighed, ved drikkebordet, og i sin appetit på kvinder.

Han giftede sig I 1597 med Anne Katrine af Brandenburg og fik 6 børn med hende inden hun døde I 1612. Efter et par andre relationer friede kongen til Kirsten Munk, datter af Ellen Marsvin, som fik en ikke ringe betydning i det fynske. Hun var en snedig og stærk dame, som gennem sit svigermor-forhold til kongen udvidede sine besiddelser til bl.a. at omfatte hele Thurø.

I 1615 udsendtes den såkaldte ‘Chr.d.4’s lille Reces’. Den er udtryk for behovet for at formulere en samlet lov for landet, til erstatning og ensretning af de forskellige landsdeles traditionelle og undertiden ret varierende lovbestemmelser. Det er også et udtryk for statsadministrationens stigende magt. Den indeholdt regler for mål og vægt, regler for kvaliteten af fremmed øl og vin, saltet kød og sild mm., men også anvisninger for “det rette sparsommelige liv”, såsom begrænsninger for hvor mange gæster det var rimeligt at indbyde til bryllup og tilsvarende begivenheder både for borgmester, håndværker og bonde. Det er interessante regler, når kongens egne fester og udskejelser var velkendte og accepterede.

Under Chr. d.4 igangsættes gennem flere forsøg også en egentlig kortlægning af landet. Det gældende kort var Marcus Jordan’s arbejde fra 1554, som stammede fra et initiativ under Chr. d 3. Det er gengivet her for at illustrere hvor lidt man egentlig vidste om landets geografi:

Senere, og især under Chr. d.4, igangsattes nytegninger, som var væsentlige mere præcise omend de naturligvis ikke var baseret på nutidige opmålingsteknikker.

Der opstod også en stigende interesse for fædrelandets historie. Arbejdet med ‘Danmarks Riges Krønike blev igangsat i denne periode med udkom dog først i sin endelige udgave langt senere.

Men først og fremmest Chr. d. 4’s voldsomme byggeaktivitet, som vi har talrige udtryk for i dag, sikrer hans plads i vores historiske bevidsthed. Ud over at demonstrere kongemagtens storhed, har vel også kongens eftermæle været en del af baggrunden for denne iver:

Frederiksborg Slot, Rosenborg, Søarsenalet ved Københavns Slot bestående af Tøjhuset og Proviantgården, Rundetårn, Christianshavn, Nyboder osv.

Det gamle modsætningsforhold til Sverige var ikke glemt og begravet i hele denne storslåede nationale udvikling. Chr. d.4 var også, som forgængerne besat af tanken om Den skandinaviske Union -under Danmarks ledelse naturligvis, og hans regeringsperiode blev mindst lige så krigerisk, som den foregående.

Efter talrige provokationer mellem Sverige og Danmark fik Chr. d.4 i 1611 Rigsrådets accept til en krigserklæring som indledning til Kalmarkrigen, som har navn efter ambitionerne om en bemægtigelse af borgen ved Kalmar, som kunne muliggøre et angreb på den svenske hovedstad. Kalmar blev godt nok erobret, men længere nåede man ikke, og I 1613 blev sluttet en fred, som dog overvejende var til dansk fordel.

Krigen var fortrinsvis blevet ført I Skåne og kom ikke til at spille den store rolle for landet som sådan. Livet fortsatte lysteligt i resten af det gamle Danmark.

Men sådan skulle det ikke blive ved !!