Skattergade Beboerforening

Beboerforeningen i en af Svendborgs ældste gader

KAPITEL 4

Byens befæstelse. Svendborg i middelalderen.

Svendborg var fra naturens hånd velbeskyttet overfor indtrængende fjender. Til søs kunne fremmede flåder både fra øst og vest erkendes længe før de nåede frem til byen, og højdedragene omkring byen og på Tåsinge gav optimle muligheder for et effektivt udkig. Til lands beskyttede det relativt uvejsomme landskab og de endnu oversvømmede enge, -mod nord -den senere Dronningemae, -og mod syd ‘Graven’, som tilsammen dannede en næsten ubrudt naturlig voldgrav omkring selve byen.

Men under de stridigheder, som opstod mellem Valdemar Sejr’s sønner Erik, Abel og Kristoffer opstod der alligevel behov for at forstærke de naturlige befæstelser.

Det tilskrives Abel, som havde Sydfyn i lén, at have påbegyndt uddybningen af gravene, etableringen af volde og palisadedhegn på landsiden, men også at have forstærket forsvaret på søsiden, måske med nye og stærkere forsvarstårne, som bedre kunne imødegå angreb fra vandvejen.

I denne forbindelse er det naturligt, at beskæftige sig med Skattertårnet, som har givet navn til Skattergade. Der kan næppe være tvivl om det vi i dag forstår ved Skattertårnet har ligget ved byens sydlige port, -hvor ’Graven’ udmunder i Sundet, dvs lidt sydligere end hvor Kullinggade og Skattergade i dag mødes. Der er under udgravninger ved Bågøe & Ribers villa i nuværende Kullinggade fundet fundamenter af anseelige dimensioner, som kunne være fra et sådant tårn, og på Resens plan fra 1675-77, hvor rester af tårnet stadigt har været tilstede, er beskrevet: ¨Gammel mur af et tårn, som har været brugt til at lægge stycker på¨. ‘Stycker’ betyder kanoner.

Der er en ret afgørende forskel på et primitivt udsigtstårn, som der nok har været flere af, -og et tårn, der kunne bære kanoner, og det er i høj grad tænkeligt, at et sådant tårn ville være placeret så det både kunne beskyde til søsiden mod øst og syd, men også til landsiden mod syd, og samtidigt kunne være en del af byens befæstelse indenfor ‘Graven’ mod syd.

Prospektet er naturligvis ikke opmålingsmæssig korrekt, men de vigtigste elementer i byen er dog genkendelige, -kirkerne, klosteret, Byens Bro, -og altså en omtrendtlig placering af Skattertårnet. I 1675-77, hvor kortet er dateret, var en stor del af byen ‘lagt øde’ efter svenskekrigene, som vi kommer tilbage til. Det forklarer den store plads ved tårnet, som iøvrigt kaldtes ‘Tårnpladsen’.

Så kommer vi til navnet: ‘Skattertårnet’, som må antages at have givet navn til Skattergade, -ikke omvendt. Her er ellers mange teorier om gadenavnets oprindelse: At her har boet mange skotter, at her har ligget mange skætterier, at det har rod i mandsnavnet Scarthi…..

Johannes Olsen skriver om en gård i Vigbæltet (Byens alminding) som hed ‘Scharthægarth-bygdt’, som kan have haft et tilknytning til ‘Curiæ Scathgatæh’, som frit oversat betyder Skattergade-rådet’, og som kunne hentyde til f.eks. at gården som sådan havde ansvaret for Skattertårnets besætning. Men det forklarer stadigt ikke navnets første led. Johs. Olsen antyder en mulighed for en forbindelse med det tyske ord ‘schiess-scharter’, som betyder skydeskår, -fristende, men usikkert.

Vi må lade den ligge der foreløbigt.

Imens fortsætter danmarkshistorien i 1241-59 om Erik, Abel, Kristoffer, -stridigheder om kongemagten. Valdemar Sejr’s tre sønner. Erik, med tilnavnet ‘Plovpenning’ var konge, mens Abel residerede på Sydfyn, dvs i Svendborg, -og de var som sagt ikke gode venner.

I 1245 afbrænder Abel Odense, hvor Erik residerer, og som hævn herfor afbrænder Erik så Svendborg i 1246.

Det var hårde bud for de uskyldige indbyggere således at lægge deres liv og ejendele i pant for de skiftende magthavere, men sådan var det.

Abel tiltræder som konge 1250 og pantsætter byen til friseren Henrik Meeldorf, som øjensynligt har finansieret Abel’s kampe mod Erik. …..

Men Abel holder heller ikke længe, og afløses af Kristoffer d.1 i 1252. Det blev hans opgave at løse byen fra den pant som Abel har været nødt til at bringe byen i.

Det førte igen til en magtfuld indtagelse af byen i 1255. Meeldorf fortrak, men en del af ‘handlen’ synes at have været at Junker Abel, søn af Kong Abel, for hvem Meeldorf har betragtet sig som formynder, blev indsat som en slags ‘arving’ af byen. Denne rolle besad han frem til 1278, og det nære forhold friserne, som nærmest gjorde Svendborg til en stat i staten, var medvirkende til en opblomstring af handel og søfart.

Under Kristoffer d.1 havde byen i 1253 fået købstadsrettigheder. Det betød at byen havde en slags eneret på visse håndværk, eneret på handelen indenfor et defineret område, selvstændig administration og egen domstol, -og fritagelse for visse skatter.

Vor Frue Kirke opføres -eller færdiggøres i perioden 1253-79, -altså hovedsageligt i Junker Abels tid, men stammer muligvis i sin oprindelse fra omkring 1200.

Denne succes for Svendborg og måske især den nære tilknytning til Holsten og Slesvig, har ikke været populær for rigets øvrige handel og søfart eller for den sags skyld for kongemagten, og det har været påkrævet at udbygge byens forsvarsværker og befæstelser i håbet om at kunne sikre sig den indvundne velstand.

Erik 5. Klipping (1249-86), konge af Danmark 1259-86 blev kronet som 10-årig ved faderens, Christoffer 1.s, død i 1259, men stod de første år under formynderskab af sin moder, Dronning Margrethe af Sambiria. I 1282 måtte han som den første danske konge undertegne en skriftlig forpligtelse, der fastlagde magtforholdet mellem kongen og stormændene. Under aldrig opklarede omstændigheder blev han i november 1286 myrdet i Finderup Lade ved Viborg og gravsat i Viborg Domkirke.

Stig Andersen, -også kaldet Marsk Stig, var indgiftet i den magtfulde Hvideslægt og var Hirdmand og Marsk under Erik Klipping. Imidlertid blev han sat I forbindelse med mordet i Finderup Lade, kendt fredløs og måtte flygte til Norge, hvor Erik Præstehader tog ham og de øvrige fredløse under sin beskyttelsae. Herfra deltog Marsk Stig aktivt og på norsk side i den igangværende krig mellem Danmark og Norge, og omkring 1289-90 plyndrede han flere byer, herunder også Svendborg.

Kongen hedder nu Erik 6. Menved 1286-1319. Han lå –ikke utraditionelt, i strid med sin yngre bror, -den senere Christoffer d.2. og hvad beggrunden nu har været, afbrænder denne igen byen i 1316 og indtager den for en tid.

Christoffer d. 2 regerer fra 1319-1332 men måtte pantsætte store dele af riget til tyske kreditorer for at indfri broderens enorme krigsgæld i forbindelse med en fejlslagen expansionspolitik i Østersøen. Der har været vanskelige tider for hele landet med skiftende magthavere og uro, -og med en meget svag kongemagt. Grev Gerhard, den holstenske storkreditor, -også kendt som ‘Den kullede greve’ styrer i princippet landet.

Efter kongens død i 1332 stod landet i de kommende 8 år reelt uden regent overhovedet.

Valdemar 4. Atterdag , konge af Danmark 1340-75, er yngste søn af Christoffer 2. Valdemar voksede op ved den tyske kejsers hof, og med støtte derfra blev han accepteret som dansk konge straks efter Niels Ebbesens drab på ‘den kullede greve’.

Han samlede han sit splittede, pantsatte rige og genopbyggede kongemagten.

Men i 1348 ramtes landet af en ny fjende: Pestens første bølge siges at have lagt 1/3 af Svendborg øde.

Vi har tidligere beskæftiget os med byens naturgivne forsvarsværker i form af det omgivne vand, som blev suppleret af jævnlige uddybninger, af volde og palisadehegn, men efterhånden som havet har trukket sig tilbage, blev dette princip mere og mere kompliceret.

Johannes Olsen skriver for ca. midt i 1300-tallet ‘at Dronningemaen er begyndt at danne slg til eng’. På Resens kort, som er optegnet omtrendt 300 år senere, kan vi se, at der stadigt er åbent vand i Dronningemaen, omend i mindre udstrækning end tidligere, -og det åbne vand i ‘Graven’ er helt væk. Men vandet flød stadigt til oppe fra højdedragene omkring byen, så hvis man ikke kunne grave sig yderligere ned, kunne man dæmme op.

Er sådant stemmeværk fra ca. 1380 ..er udgravet ved voldgraven, -formentligt umiddelbart uden for Skattertårnet.
Sådanne stemmeværker har utvivlsomt også eksisteret andre steder, bygget enten for at kunne oversvømme arealer i forsvars-øjemed, eller for at holde

på det livgivende vand til forbrug eller til at drive byens mange vandmøller.
Det vender vi tilbage til i et senere afsnit.

Kongen hedder nu Oluf 2. (1370-87), konge af Danmark 1375-87 og tillige af Norge 1380-87, søn af Kong Håkon 6. af Norge og Valdemar 4. Atterdags datter Margrete den første. Ved Valdemar 4. Atterdags død blev den da kun 5-årige Oluf valgt til dansk konge med sine forældre som formyndere. Håkon 6. døde i 1380, hvorefter Oluf også blev konge af Norge med moderen som formynder. Oluf døde imidlertid allerede i 1387 uden at efterlade sig arvinger.

Herefter indledes en glorværdig periode i danmarkshistorien under Margrethe den første, som vi vender tilbage til i næste kapitel.

Men inden da blev Svendborg i 1389 igen plyndret og afbrændt af Hansestædernes flåde, som var i forbund med Kong Albrecht af Sverige.

Det var femte gang i mindre end 140 Aar, og man kan undre sig over, at der virkelig kan have været noget at plyndre hver gang. Det må i hvert fald have været hårde tider for byen og byens borgerne.

Byens huse var ‘såkaldte ‘bulhuse’, dvs træhuse og egentlige gårde med stråtag. Der var udbredt dyrehold indenfor byens haver, men også fællesjorder udenfor byen.

Teglsten var kendt herhjemme fra ca. 1150, men det var dyrt og forbeholdt kirkerne og offentlige bygninger.

Husene var ikke så vanskeligt at få bygget op igen, og hvad plyndringerne angår, havde folk jo ikke så meget liggende i skufferne som nu. Hvad man havde af guld, sølv og andre værdigen-stande, kunne man som regel nå at få godt gemt, når man fik færten af, at der var ufred på vej. At man i ældre tider brugte at sikre sig på denne måde, når man frygtede fare, fremgår tydeligt nok af senere møntfund.

En kilde fortæller om at man i 1885 ved at nedbryde en gammel bygning fandt ikke mindre end 51 guld- og 3779 sølvmønter, nedlagt i en gryde. Det er jo et lykkeligt fund, set ud fra et arkæologisk synspunkt, men de, der således søgte at gemme deres formue for de indstormende angribere, har næppe haft megen glæde af den.

v/ Henrik Fog-Møller