Skattergade Beboerforening

Beboerforeningen i en af Svendborgs ældste gader

KAPITEL 6

'Grevens Fejde'. Reformationen og Christian. d. 3's hævn.

Tiden op til reformationen i 1536 var en urolig tid for landet som sådan.

Det har nok ikke været de store religiøse spekulationer, der har været fremherskende hos menigmand, men de nye tanker gav jo nogle dønninger i specielt kirkens –men også adelens magt og beføjelser.

Allerede i Kong Hans’s tid var der en gærende konflikt med broderen Frederik, Hertug af Gottorp. Hans’s søn Christian, som kronedes i 1513 som Chr.d.2, følte sig som dansk, og beskæftigede sig mest med desperate forsøg på at holde sammen på Norge, Sverige og Danmark, -altså Kalmarunionen. Faktisk lykkedes det ham jo at generobre Sverige.

Men Chr.d.2’s krigerigske og brutale fremfærd samlede også fjenderne mod ham.

Han måtte på skift se sig i splid med både Sverige, Lübeck, Hansestæderne og den halve danske højadel, og hermed Rigsrådet. Desuden accelererede konflikten jo også med kirken.

Lige så brutalt og hensynsløst Chr.d.2 optrådte udadtil og overfor sine fjender, lige så kløgtigt og fremsynet optrådte han og hans nære medarbejdere indadtil i landets indre anliggener. Han lod eksempelvis udarbejde en ny ‘Rigslov’, gældende for hele landet bestående af ‘Landloven’ fra 1521 og ‘Byloven’ fra 1522. De blev til med en lidt tvivlsom billigelse fra Rigsrådet og var i høj grad med til at begrænse adelens og kirkens beføjelser og rettigheder. Herved styrkedes borgernes, byernes og købmændenes status og må ses i takt med den fra det sydlige udland kommende humanisme og renaissance og dermed den kirkelige reformation.

Men allerede et par år efter ‘triumfen’ i Sverige startede oprøret ledet af den unge Gustav Vasa, som havde mistet halvdelen af sin familie under ‘det stockholmske blodbad’ i 1520.

I Lübeck opsagde man aftalerne med Danmark allerede i 1521, indgik forbund med Danzig, med ‘oprørerne’ i Sverige, og rustede sig til krig.

I 1523 gik det rigtigt galt. Christians overmod provokerede farbroderen Hertug Frederik på Gottorp til at slutte sig sammen med Lübeckerne, og en regulær angrebskrig mod Danmark var en realitet.

Allerede et par år tidligere mærkedes uroen i Svendborg. Der var mange flygtninge, soldater på gaderne –og øboerne søgte til byen, hvor der måske var mere sikkert.

Handlen med Lübeck og de øvrige nordtyske stæder var naturligvis definitivt indstillet.

Byrådet havde ellers tidligere støttet adelen og kirken mod kongen, men nu, hvor det gik ud over handlen, var sagen en anden. Kongen havde jo altid støttet købmændene og borgerne mod netop adel og bisper.

Urolighederne gik hårdt ud over landet med hærgen og ødelæggelse af mange byer og landsdele, og kongemagten kunne ikke rejse mandskab og udstyr til at imødegå det.

En stor del af den jyske højadel, som også tidligere havde været kritisk overfor Chr.d 2 samledes sig nu i en opbakning af Hertug Frederik af Schleswig-Holsten.

Chr.d.2 blev afsat af højadelen i 1523 og efterfulgtes af den meget tyskvenlige farbror Frederik d.1, som relativt hurtigt blev hyldet i Jylland, på Fyn, på Sjælland og endeligt i København. Imens havde den forjagede Christian d.2 forføjet til Holland og Tyskland, hvor han desperat søgte forbundsfælder og især økonomisk støtte for med magt at generobre sit tabte rige. Det lykkedes ikke umiddelbart, og efter forskellige mellemspil, blev Chr. 2 i 1528 mere eller mindre lokket til Sønderborg Slot, hvor han blev interneret.

Hverken Christian. d.2 eller Frederik. d.1 var ubetinget populære i bred forstand.

Der har uden tvivl været tilhængere til begge i alle lejre og i alle dele af landet.

Forholdet har skabt lokal splid og utryghed mange steder, og ingen har kunnet føle sig sikker på hvad naboen mente om sagen.

Svendborg lå i ‘orkanens øje’, geografisk mit imellem det ‘egentlige Danmark’ og handelspartnere i syd, Lübeck, Hansestæderne, Nederlandene og det store Tyskland.

Det betyder, at her er sket mange og hurtige omvæltninger, som snart kunne ændre sympatien fra den ene til den anden side. Det må erindres, at hertugdømmet Schleswig-Holsten også omfattede Ærø, som i denne periode må have været betragtet som ‘halv-tysk’ med hvad det så end indebar af omskiftelige holdninger.

Det gælder for en søfartsby, -som f.eks Svendborg, at kontakten til omverdenen gik over søen fremfor over land. Selvom vi nok er inde i en tid hvor landevejene var blevet relativt sikre, var det nemmere at sejle til Tyskland end at køre til Nyborg.

Det er en vigtig erkendelse for at forstå begivenhederne på dette tidspunkt og i øvrigt hvad der er sket tidligere.

Det er også vigtigt at forstå, at Svendborg var et spisekammer for hvem der nu sad på magten, og at det ville være strategisk forkert at ødelægge dette forrådskammer og denne ud- og indsejlingshavn så længe man havde kontrol over den. Omvendt naturligvis når man var ved at miste kontrollen.

Hvor om alting er, meldes det i 1525, hvor forvirringen og usikkerheden må have været anseelig, at Svendborg er vokset. Byen er på størrelse med Viborg, Ålborg og Århus. Trods begyndende uro går det meget godt. Byen har øjensynligt forstået hurtigt at omstille sig fra den ene konge og dennes forbundsfæller –til den anden. Nationalfølelsen har ikke været større end fornemmelsen for hvad der bedst kunne betale sig.

Svendborg var som sagt en by ’midt i mellem’ og de skiftende magthavere havde alle gevinst ved at støtte byen.

I 1526 giver Frederik d.1 eksempelvis byen brev på rettighederne til fortsat at bruge fiskerlejerne ved Falsterbo og Skanør, som har været en anseelig indtægtskilde for Svendborgs fiskerflåde, men altså også kunne lægge en afgift i statskassen.

En helt anden slags ’fjende’ var pesten. I 1529 beskrives ’pestens anden bølge’ som udrydder 1/3 af Svendborgs indbyggere. Svendborg var –og er en søfartsby, og ligesom det dengang kunne betragtes som et fortrin, når talen gik på handlen og den kulturelle kontakt med omverdenen, var der også en bagside: Byen var følsom overfor alvorlige sygdomme og epedimier: Syfilis bredte sig fra Amerika, (1492) idet søfolk havde den med hjem fra fjerne lande.

Beskrivelse af byen ca. på dette tidspunkt:

Tegningen er udført i 1981 af Jens Bech og viser byens intakte befæstelser, voldgrave og palisadehegn med de to sydlige indfaldsveje, Gerritsgade og Skattergade/Kullinggade.

Der er stadigt åbent vand i ‘Graven’ og ved broen over Kullinggade/Færgevej er vist en mindre vandmølle. Langs de større gader er vist en spredt bebyggelse af lave 1’etages huse, formodentligt bulhuse med stråtag. Skattergade er fremstillet som hvad der kunne tolkes som en sti/markvej uden bebyggelse.

Prospektet må anses for at være et nogenlunde troværdigt billede af byen i begyndelsen af det 16’ århundrede, og er hermed en forestilling af byen baseret på vores nuværende viden.

Den meget tyskvenlige Frederik d.1 var ikke den almindelige borgers kop the, men selvom han med klogskab styrede landet igennem en første del af denne urolige tid, holdt han imidlertid kun til 1533, hvor han dør på Gottorp Slot. Christian.d.2, som kaldtes ‘Christian tyran’ lever endnu i sit fangenskab på Sønderborg slot, og det gjorde jo ikke situationen mindre speget.

Vi er i tiden umiddelbart før reformatoren, og bølgerne gik højt. En stor del af højadlen og af bispevældet prøvede naturligvis at fastholde deres magt som fortalere for den ‘gamle tro’, mens borgerskab og bønderne mere eller mindre havde tilsluttet sig den reformerte kirke. Det handlede ikke om de kirkelige trosretninger, men om magt knyttet til ‘den gamle kirke’ på den ene side, og frihed fra denne magt på den anden side.

Ved den i øvrigt reformvenlige Frederiks d.1’s pludselige død, så kirke og de magthavende adelsmænd chancen for at retablere deres hidtidige dominans, men der var ikke rigtigt noget oplagt kongsemne blandt de traditionelle emner, idet f.eks. Frederik d.1’ søn Hertug Christian faktisk også var reformvenlig.

Resultatet blev den såkaldte ‘adelsrepublik’ som, i konflikt med den almindelige befolkning, besluttede at udsætte valget af den nye konge. Det skulle vise sig at være en rigtig dårlig idé.

‘Grevens fejde’ har navn efter Grev Christoffer af Oldenburg, som var barnebarn af Christian.d. 1 (1448-81). Han har muligvis følt en vis arveret til Danmarks trone, men striden startede et helt andet sted. Lübeckerne sloges med Nederlandene om retten til handlen på Østersøen. Adelsrepublikken støttede nærmest Nederlandene, og da Lübeck lidt desperat henvender sig til Grev Christoffer med et forslag om at befri Christian d.2, slår han til. På ret kort tid og uden de store kampe havde Grev Christoffer sikret til magten i det østlige Danmark, herunder hovedstaden.

Mens man sundede sig på Fyn og i Jylland over disse nyheder, brød borgeroprøret ud i Svendborg i 1534. Det er nok ikke helt tilfældigt, at et sådant oprør skulle bryde ud netop i Svendborg.

Som det har været beskrevet ovenfor var byen tidligere i nært handelssamkvem med Lübeckerne, men givetvis også med Nederlandene. Hvis der skulle handles med Danmark via Østersøen, var det i Svendborg. Man kunne med nogen ret drage sammenligninger med middelalderens Svendborg –og vikingetidens Hedeby (Schleswig).

Svendborg og øerne i det sydfynske har haft et nært forhold til Schleswig-Holsten men også til Lübeck, med hvem handlen ind i mellem gik livligt. Byen har vidst at drage fordel heraf uanset hvordan den indenrigske politiske situation nu tegnede sig.

Svendborg var overvejende på Cristian d.2’ side og dermed på grev Christoffer’s.

Svendborgs borgere og bønder blandede sig konkret i stridighederne ved at angribe og afbrænde borgen på Ørkil og Ørkil by. Odense-bispen, som residerede her, havde længe været en torn i øjet på bystyret, og nu var der anledning til et opgør. Det havde sådan set ikke meget med ‘den nye tro’ eller med ‘kongevalg’ at gøre, men har været en afslutning af et mangeårigt modsætningsforhold mellem Svendborg by og bispen på Ørkild. Tilsvarende udviklede oprøret sig til mange af kirkens og adelens besiddelser på Fyn.

I midlertid blev der efter dette ‘interegnum’ (1533-34) endeligt valgt en ny konge, nemlig omtalte ældstesøn af Frederik 1 –den lutheransk sindede hertug Christian –under navnet Christian d. 3. Det vil sige, at de der havde støttet Chr.d.2, herunder Svendborg, definitivt var tabere, og det blev dyrt for byen.

Byen blev plyndret og delvist ødelagt, og mange grunde lå øde.

Den officielle straf blev at byen skulle nedlægge sine forsvarsværker, herunder volde, voldgrave, palisader og fæstningstårne. Det ændrede naturligvis fuldstændigt den gamle middelalderby’s udseende.

Skattertårnet, som havde spillet en ikke ringe rolle I de nu afsluttede kampe, forsvandt ligesom flere andre fæstningsværker af lignende karakter. Vi har en rest af den gamle vold liggende bag det nuværende Quikly, og I Krøyers Have ses en terrænform, også er en rest af den gamle vold og voldgrav.

Det var som at få trukket tænderne ud på en gammel kriger, men på den anden side kunne man måske glæde sig over, at frygten for militante angreb fra syd ikke længere kan have spillet den store rolle.

Svendborg og omkringliggende øer blev på enhver måde en del af ‘det administrative Danmark’. Ingen kunne længere være i tvivl om det.

Efter en del genvordigheder for at få ro I riget gennemførte Christian d. 3 i 1536 Reformationen i den danske kirke, der i løbet af hans regeringstid omstøbtes til en evangelisk-luthersk kirke under kongens ledelse.

Hans Gaas og Christiern Clausen Skrok, begge fra Svendborg, der har været i Wittenberg for at studere, bliver senere protestantiske biskopper i Danmark.

Når man pr. dekret indfører en ny trosretning, eller som det var, en korrektion af den gamle, er det ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Præsterne, som hidtil skulle have (burde have) levet i cølibat, skulle nu finde sig en hustru, og det kunne ikke gå stærkt nok. Det har i sig selv nok ikke været det store problem, -men der har været mange tilsvarende omstillinger som menigmand skulle indstille sig på.

Middelalderen er i princippet slut. En stor udvikling ligger forude.

Vi kan begynde at koncentrere os om en spirende nutid.

v/ Henrik Fog-Møller