Skattergade Beboerforening

Beboerforeningen i en af Svendborgs ældste gader

KAPITEL 8

Kejserkrigen, Frederik d. 3 og svenskekrigene.

1600-tallet var I høj grad præget af en efterhånden ret enerådende konges krige. Den første, Kalmarkrigen, er allerede nævnt (kap. 7) var måske ikke direkte belastende for borger og bonde, men det blev de efterfølgende år til gengæld. Trediveårskrigen, Torstensonkrigen, og ikke mindst Svenskekrigene trak store veksler på det ellers rimelig velfungerende rige.

Fra en relativt velstående borger- og bondestand, blev vi et forarmet og stakkels folk, som I princippet måtte ‘begynde forfra’ flere gange. Det er sket før for dele af riget, men nu blev det stort set overalt.

Svendborg havde hørt til i mellemklassen hvad størrelse angår med et indbyggertal på 2-3000. Forskellige epidemier udryddede med mellemrum, ligesom I andre byer, store dele af befolkningen, som levede under meget ringe hygiejniske forhold. Drikkevandskvaliteten er tidligere beskrevet, med også mange andre forhold gjorde sig gældende.

Det ses, at epidemierne i 1602 og 1624 er betegnet som ‘pestens anden og tredie bølge’, men der har også været andre epidemiske sygdomme I denne periode, som spillede en stor rolle. En kilde angiver eksempelvis at indbyggertallet I 1628 kun var omkrig 1000.

Men trods krige og de deraf følgende skattebyrder, epidemier og andre ulykker, fortsatte udviklingen jo:

Den første fjerdedel af århundredet, under den såkaldte ‘merkantilisme’, som overvejende kom hovedstaden og de større byer til gode, kan ses som en forsigtig begyndelse af en spirende industrialisme, som også satte sine spor i Svendborg. I 1625 formuleres en række særrettigheder, f.eks. I form af toldnedsættelser, som støttede denne udvikling. De første egentlige virksomheder var først og fremmest til gavn for kongemagt og adel, som havde midler til at finansiere dem, men provinsbyerne kom efterhånden også ‘med på vognen’.

Svendborg var forsynet med en naturlig energikilde, vandkraften fra alle de naturlige kilder, som gennemstrømmede byen. Industrielt var dette jo en kolossal gevinst, som da også blev udnyttet flittigt til talrige store og små vandmøller, som gav energi til garverier, farverier, barkmøller, sæbesyderier, limsyderier, oliemøller, -og for ikke at glemme distillerierne.

Nu var det jo ikke alle anvendelser af vandet, som var uproblematiske. Når man havde brugt det friske kildevand op-strøms til at rense skin og huder, var det ikke særligt egnet som drikkevand ned-strøms. Man kunne måske sige, at mens de ned-strøms døde af kolera, levede de op-strøms med frisk vand og en kontrolleret energikilde.

De første spæde forsøg på at skaffe rent vand, synes at være byrådets beslutning I 1601 om at etablere en offentlig brønd. Udgravninger har fremdraget træledninger med dette årstal. Men ‘det rene vand’ kom fra f.eks. Pibekilde, som havde sit tilløb fra Frue Kirkes begravelsesplads, så det var så som så med en opdæmning af smittefaren.

Skolereformen I 1604 handlede om retningslinier for latinskolerne. Hovedfagene var latin og religion. Skolerne på landet, hvor degnene underviste bønder- og borgerbørn var ikke omfattet. Undervisningen her handlede ført og fremmest om Luthers lille Katekismus.

At undervisningen på universitet, (og I kirken) handlede om latin, havde den fordel at danske videnskabsmænd og gejstlige kunne kommunikere med europæiske kollegaer, Men det havde den bagdel, at ingen andre havde nogen chance for at følge med I debatten. Det var kulturelt set et klassesamfund så det ville noget.

Ved hoffet og I diplomatiet talte man tysk iblandet lidt franske og italienske gloser, når det gik højt. Handelsfolk kunne vel også kommunikere med nabolandene mod syd. Men almuen talte dansk (så godt de nu kunne). Og selvom der blev gjort ihærdige forsøg på at højne dansk kultur og sprog, har det nok været så som så hvor meget borger og bonde have chancer for at forstå ‘de lærdes sprog’.

Trediveårskrigen startede I 1618. Det var primært en europæisk krig med Spanien og Nederlandene som hovedaktører, men situationen I hele Europa var mildest talt anspændt. Der blev indgået alliancer på kryds og tværs for at sikre sig for eller imod hinanden. Det officielle motiv var nok religionen, men de handelsmæssige interesser var nok så afgørende.

På dette tidspunkt var det danske Rige’s financielle stilling rimelig god.

I 1625 kastede Chr,d.4 sig lidt hovedkuls ind I hvad det kaldtes Kejserkrigen ved I sin egenskab af Hertug af Holsten at samle en hvervet hær I Nordtyskland. Men det skulle gå så grueligt galt. Det afgørende nederlag skete ved Lutter am Barenberg, og herefter var der reelt kun tale om flugt. Kejserlige hære trængte via Holsten og Slesvig op I Jylland og fik I løbet af kort tid herredømmet I hele landsdelen. Det siger sig selv at udplyndringerne af det jyske folk var anseelig.

Mens Danmark således var bragt I knæ over for den tyske kejser, gik det væsentlig bedre for Gustav Adolf af Sverige, som også havde kastet sig ind I Kejserkrigen.

En politisk skinmanøvre, som antydede et forbund mellem Sverige og Danmark, hvilket ville have været noget af et problem for den tyske kejser, gjorde at Danmark slap relativt billigt ud af miseren ved fredslutningen I 1629. Man måtte dog afstå de tyske stifter, love ikke at blande sig I tyske forhold, -og affinde sig med en enorm gæld, som tyngede I de efterfølgende år.

I den efterfølgende ret korte fredsperiode fortsattes bestræbelserne på et udarbejde en samlet lovgivning for landet. I 1634 udkom den såkaldte ‘Chr.d.4’s Store Reces’, -en viderebearbejdning af den tidligere omtalte ‘Lille Reces’ fra 1615.

Det var en forløber for ‘Danske Lov’ fra 1683.

Ligeledes fortsattes byggeaktiviteten omend I noget mere beskedent omfang.

Den tidligere praksis med at hverve militær når der var behov for det, afløstes af en stående hær, som jo altså skulle underholdes –også I fredstid.

I den stadigt igangværende 30-års-krig benyttede Chr.d.4 enhver chance for at begrænse Gustav Adolf’s succes på den internationale scene. Men selv den svenske konge’s død I 1632, som nok tændte lyset midlertidigt I kong Christians øjne, ændrede ikke forholdet til dødsfjenden afgørende.

De indgåede alliancer I Europa bølgede frem og tilbage –og ved kejserkrigens afslutning var der fortsat et sprængfarligt forhold mellem Danmark og Sverige.

Sverige havde klart en ambition om overherredømmet I Østersøen, et forhold som for Chr.d.4 naturligvis var fuldstændig uantageligt.

Efter lidt diplomatiske tovtrækkerier I 1643, overvejende om Øresundstolden, var en regulær krig en realitet. Fra krigsskuepladsen I Tyskland trængte en svensk hær under ledelse af Torstensson op igennem Jylland. Krigen bredte sig hurtigt til Skåne og som søkrig til den vestlige Østersø. Det var ved søslaget ved Kolberger Heide Chr.d.4 på sit flagskib ‘Trefoldigheden’ mistede sit højre øje.

Freden ved Brömsebro I 1645 kom I stand ved Nederlandsk mellemkomst og var ikke just gunstig for Danmark. Man måtte afstå Jämtland, Gotland og Ösel (ved Estland). Desuden måtte Øresundstolden nedsættes væsentligt.

Det var en voldsom forarmelse som den såkaldte Torstenssonkrig havde sat landet i. Bønder og borger, som jo som så ofte før blev beskattet ud over evne, kunne ikke bedrage mere til herremændenes økonomi end de allerede gjorde.

Chr.d 4 døde I 1648 som en bitter mand I strid primært med svigersønnerne rigshofmester Corfitz Ulfeldt, og statholder I Norge Hannibal Sehested, men hans ikke ubetingede succes som feltherre gennem hans regeringstid har næppe heller forbedret humøret.

Ikke desto mindre var Chr.d.4 en folkekær konge, ikke mindst på grund af sin byggevirksomhed –og fordi han lagde grunden til en styrket kongemagt, -et forhold der kom til at spille en rolle under den såkaldte enevældes inførelse I 1660.

Inden kongens død havde han, som en sidste indsats på sin byggevirksomhed igangsat opførelsen af Valdemars Slot på Tåsinge. Navnet refererer til sønnen med Kirsten Munk: Grev Valdemar Christian. Han kom imidlertid aldrig til at bo her, men døde I 1656.

Bygmesteren var Niels Juul, som havde prisepenge tilgode efter slaget I Køge Bugt I 1677, og I stedet fik slottet overdraget som ejendom.

Valdemars Slot er opført bl.a. med materialer fra den tidligere borg Kjærstrup af middelalderlig oprindelse, som lå lidt sydligere, men det er en helt anden historie.

I årene 1650-56 udkom et omfattende topografisk værk af Arent Berntsen Bergens med titlen ‘Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed’. Et arbejde,. der var sat i værk på Chr.d.4’ foranledning.’Det er en grundig håndbog og beskrivelse af dagligdagen i Riget. Bl.a. skriver han om Fyn, Langeland og Falster:

‘Det er de bedste, nyttigste og lystigste blandt de danske lande’. Fynboerne roses for den omhu, de lægger for dagen ved jordens dyrkning og gårdenes vedligeholdelse. De er dygtige, flittige renlige og forstandige folk.

Om disse betegneler fortsat er gældende må vi lade nutiden vurdere, men det er dog et lille skulderklap midt I en svær tid, som vi gerne må erindre.

Hertug Frederik af Slesvig Holsten, som var Chr.d.4’s ældste søn fra ægteskabet med dronning Anna Katrine, var den naturlige arvtager af kongeværdigheden.

Han trådte ind I en rotterede af intriger mellem rigsråd, adel og statsmænd, mange af strålende begavelser –og mange der tog for sig af retterne til egen fordel. Det har ikke været nemt.

Rigets store gæld I 1650 blev søgt lettet bl.a. ved salg og pantsættelse kromgids til en række velhavende købmænd, og der indførtes så småt en slags forbrugsskat –specielt på øl og brændevin. Som tidligere fik de så ofte anvendte skatter og afgifter endnu en tand opefter. Det battede bare ikke rigtigt, og en ny bølge af pesten, som overvejende ramte øerne og hovedstaden I 1654, gjorde ikke situationen bedre.

Imidlertid blev der gjort en stor indsats for at udbygge flåden og for at forny og udvide fæstningsværkerne til lands, herunder Københavns volde og Fredericia.

Det var den almindelige opfattelse, at den i 1645 opnåede fred I Brömsebro ikke skulle betragtes som den endelige løsning i det mildest talt anstrengte forhold til Sverige.

Den tidligere rigshofmester Corfifz Ulfeldt, som efter voldsomme anklager mod hans embedsførelse, sammen med hustruen Leonora Kristine i 1651 var flygtet til Sverige og hans efterfølgende danskfjendtlige virksomhed her, har næppe heller forbedret forholdet mellem de to lande.

Efter dronning Kristines tronfrasigelse i 1654, overgik magten til Karl d.10 Gustav. Han var en ung, men bestemt ikke uerfaren mand i diplomatisk og militær sammenhæng.

Selvom krigslysten har været stor på begge sider, var der store internationale diplomatiske fægterier at tage højde for. Hvem kunne forventes at holde med hvem og hvem kunne man komme til at træde over tæerne.

I juni 1657 var krigen imidlertid en realitet.

Fr.d.3’s primære mål var Slesvig-Holsten, som lå hans hjerte nær –og også dronning Caroline Sofie’s. Han satsede på en generobring af ærkebispedømmet Bremen, hvor svensken sad. Det så i første omgang ud til at være en succes, men det blev en kortvarig glæde. Karl Gustav, som befandt sig i Øst-preussen, brød op og marcherede I lyn-tempo vestpå mod Holsten med sine krigstrænede elitetropper.

Historien fra krigen i 1625 gentog sig: Gennem Holsten og Slesvig –og nord på. Og i oktober var Jylland erobret. I januar 1658 gik den svenske hær over isen til Fyn, som faldt uden nævneværdige kampe. På den videre færd til Sjælland og mod hovedstaden viste det sig umuligt på grund af vejrforholdene at krydse Storbælt på samme listige måde, og I stedet måtte hæren bevæge sig sydpå for at passere over Tåsinge og Langeland –altså gennem Svendborg.

En nogenlunde samtidig tegning, som er alt andet en geografisk korrekt, illustrerer overfarten –den antyder også de kæmpe flokke af kvæg (overvejende fynske) som fulgte med til hærens fouragering.

Det blev en dyr pris Svendborg måtte betale for den svenske hærs ophold, og det skulle hurtigt vise sig at der ikke kun var tale om ‘gennemrejse’ mod Sjælland. Svensken blev på Fyn –og altså i Svendborg i op mod 2 år, idet der her var et forrådskammer for invasionshæren indtil den endelige og forventede sejr over hovedstaden kunne opnås.

Forklaringen på dette lange ophold var også, at der her var gode forbindelser til Sverige, til Holsten og til Pommern, der jo fortsat var I Svenkekongens hænder. Det var de samme forbindelseslinier, som Svendborg gennem generationer havde nydt godt af, -og det havde Karl Gustav også indset.

Men det betød at Svendborg og opland ligesom det øvrige Fyn formodentligt, blev ribbet totalt for hvad denne hær måtte have af fornødenheder –inklusivt mandskab, som mere eller mindre frivilligt har måttet medvirke til invasionshærens bedste.

At fjenden pludselig stod i Vordingborg, oven i købet uden at have mødt nævneværdig modstand, skabte naturligvis panik i hovedstaden. De efterfølgende fredsforhandlinger indeholdt ydmygende og uacceptable tab for Danmark med afståelse af store landområder, krigsskadeerstatninger, og hvad der har gjort moralsk rigtigt ondt en slags æresopretning for Corfitz Ulfeldt og Eleonora Christine, som dels skulle have deres konfiskerede ejendomme og titler tilbage, dels have ret til at bosætte sig i Danmark.

Netop dette må have været en forhånelse ud over alle grænser, når det vides at hans ageren nærmest var at betragte som højforræderi, at han havde fulgt og rådgivet Karl Gustav i sin invasion af Danmark. Det var et lidt absurd svensk krav, som må ses som rent drilleri fra en militært set overlegen sejrherre.

Roskildefreden 26.februar 1658 omfattede også, at svensken skulle kunne opretholde sit vinterkavrter i landet indtil maj måned, hvor vejret ville være bedre til en standsmæssig retræte. Det blev en bitter pille at sluge, fordi det betød jo reelt at den forhadte arvefjende fortsat kunne plyndre og hærge I by og på land. stort set som det passede ham. Det var et ret snedigt krav fra Karl Gustav, som jo ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre af sin store, sejrrige og veltrænede hær. I øvrigt var forhandlingerne og realiseringen af fredsslutningens bestemmelser vel heller ikke ganske afsluttede.

For Karl Gustav stod valget mellem at erobre hele Danmarl og Norge –eller at begive sig tilbage hvor han kom fra –mod Preussen. Han valgte det første og I august 1658 blev krigen genoptaget, denne gang ved en landsætning af tropper fra Kiel I Korsør.

Københavns belejring påbyndtes medio august 1658, men I modsætning til den lidt modløse holdning byen havde udvist da svensken tidligere på året havde stået ved byens porte, var der nu et sammenhold, hvor specielt borgerskabet under kongens ledelse var klar til at ofre liv og lemmer for byen.

Da Danmrks forbundsfælder, Nederlandene m.fl. blandede sig i striden, stod det efterhånden klart for Karl Gustav at han måtte opgive sime planer om overherredømmet over de nordiske riger.

Imidlertid skulle det vise sig, at de allieredes tropper, som jo også skulle fourageres, blev et mindst lige så stort problem for landbefolkningen som den svenske besættelsesmagt havde været. Den totalt udmagrede befolkning, som allerede havde oplevet ødelæggelsen af hus og hjem, blev yderligere udplyndret. Byer, landsbyer, -herunder store dele af Svendborg blev lagt øde –med en fuldstændig ødelæggelse af eksistensgrundlaget.

På et udsnit af Resens kort fra 1667 (tilført tekster med rødt) –altså relativt kort tid efter svenskekrigenes ophør, giver et indtryk af hvad der var tilbage af Skattergade.

Freden I København I 1660 kom I stand med Nederlandenes mellemkomst.

I okt. 1659 sejrede allierede styrker I et afgørende slag ved Nyborg, og Fyn og de omkringliggende øer blev langsomt befriet. Karl Gustav døde i Göteborg I feb. 1660, og krigslysten I Sverige blegnedes generelt.

Som i alle hidtidige (og efterfølgende) krige var der ingen egentlige vindere. Det var et spørgsmål om hvem der var den største taber.

Næste kapitel handler om den langsommelige genopbygning af den ødelagte by.

v. Henrik Fog-Møller