Skattergade Beboerforening

Beboerforeningen i en af Svendborgs ældste gader

KAPITEL 3

Den tidlige middelalder 1050 - 1200

Året, hvor Svend Estridssøn, barnebarn af Knud den Store, blev konge i Danmark (1047) markerer overgangen fra vikingetiden til den danske middelalder. Det er noget senere end den europæiske middelalder, -og det skyldes, at Danmark aldrig kom under direkte romersk indflydelse.

De økonomiske, samfundsmæssige, religiøse og kulturelle forhold ændrede sig drastisk, og landbruget udviklede sig, hvad landskabsbilledet angår, til hvad der i princippet skulle vare helt frem til udskiftningen i 1900-tallet.

Vikingekongernes ekspansionslyst ændredes til middelalderkongernes trang at konsolidere samfundet til egen fordel, Adelens og kirkens magt voksede, og gennem middelalderen gav det anledning til stridigheder, som til tider udartede sig til borgerkrigslignende tilstande.

Også blandt den jævne mands vilkår var den tidligere middelalder en periode med afgørende ændringer. Fra vikingetidens ‘hit and run-økonomi’ ændredes betingelserne til Hansestædernes monopol på en stor del af handlen, og på grund af kongemagtens, adelens og kirkens krav på en andel af hvad det var muligt at indtjene til gengæld for en beskyttelse, som somme tider ikke var meget værd.

Harald Blåtand skrev på Jellingestenen, at han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. Det er nok en sandhed med modifikationer. Dels tog det adskillige generationer, -‘at samle Danmark’, dels tog det mindst lige så lang tid at kristne danerne.

Den gamle nordiske fælleskultur var stadig den fremherskende, men efterhånden forsvandt runeindskrifterne, som blev erstattet af latinske bogstaver, den lokale klædedragt, som ikke levede op til den europæiske tøjmode, og de gamle sagn, som var uforenelige med den nye tro. Det sidste, -tabet af de gamle sagn, -var måske det mest katastrofale i henseende til at en stor del af vores oprindelige historie gik tabt og blev underkendt ved kristendommens indførelse.

Den tidlige middelalder blev en urolig tid med mange stridigheder og kamp om kongemagten….. Svend, Knud og Valdemar sloges i midten af 1100-tallet indbyrdes, og riget var i en kort pedriode reelt delt mellem dem.

Her er lidt af interesse for Svendborghistorien, idet Svend (som er Svend d. tredie, Grathe) øjensynligt har haft en særlig kærlighed til egnen. Han er endda angivet som en mulighed for den egentlige grundlægger og navngiver. Det er jo tænkeligt, at han under sin ret kortvarige konge-mægtighed har valgt, at forstærke befæstningen af byen med henblik på den almindelige trussel fra sine rivaler, men historien virker mere som om at de indbyrdes slagsmål ikke har givet meget plads til så perifere konsolideringer.

Begstrup, side 3, -citerer Professor Wedel Simonsen, som mener at Svend Grathe byggede en fast (egentlig) borg istedet for Svend Tveskægs udkigstårn på pladsen for Vor Frue Kirke, -og at dette primært skete for at beskytte borgerne mod de vendiske sørøvere. Det skulle I så fald være sket omkring 1150 og måske givet anledning til at byen skiftede navn fra Svinasund til Svinborg, –eller Swineburgh.

(Begstrup er ikke meget for ideen om at der skulle have ligget en egentlig borg, og senere kilder synes da også at være enige om, at dette ikke har været tilfældet).

Hvorom alting er afsluttedes denne voldsomme periode i 1157, hvor Svend først snigmyrdede Knud, -og derefter selv blev dræbt i slaget på Grathe Hede.

(Det er en lidt rask gennemgang af Danmarkshistorien, men det her handler jo primært om Svendborg og Skattergade.

Valdemar stod herefter tilbage som enekonge over Danmark.

Valdemar, den første, den Store (1157-82) som var understøttet af den sjællandske stormandsslægt, Hviderne, hvis førende skikkelser var Absalon og broderen Esbern Snare, opbyggede en stærk kongemagt. Rigsenheden styrkedes af de sejrrige kampe mod venderne, kulminerende med erobringen af Rügen i 1169.

Det er mere end sandsynligt, at det sydfynske område, herunder især Svendborg og Svendborg Sund har været befæstet i denne periode, især til søsiden. Og det er meget nærliggende at forestille sig, at det har været ret påkrævet at holde godt øje med hvad der foregik på sundet. Hvordan gør man det ? Man bygger et udsigtstårn på et strategisk sted, hvor der er bedst tænkelig udsyn både mod vest og øst.

Illustrationen som følger stammer fra Johannes Olsens ‘Svendborg bys Historie’ og viser en teori om befæstelsen i middelalderen. Og nej, -det er ikke er forsøg på at dokumentere Skattertårnets placering, men måske en forløber i form af et udkigstårn på nogenlunde samme position.

Svendborg’s borgere og menigmand har kunnet ånde lettet op efter 10 års borgerkrig under forgængerne. Byen har restitueret sig, har slikket sårene og er vokset i omfang og i styrke.

De aktuelle udgravninger på Svendborg Torv (2014) synes at fortælle, at Torvet har fungeret som markedsplads fra 1200-tallet, -altså en del tidligere end først antaget.

Men en sådan markedsplads udvikler sig jo ikke fra den ene dag til den anden, men er opstået langsomt og forsigtigt, -måske igennem et par hundrede år eller så ?

I hele denne redegørelse søges et opgør mod vor tids krav om eksakte datoer og årstal.

Svendborg blev ikke til et bestemt år for 11-1200 år siden, og man vidste det ikke på forhånd, -vidste ikke, at man var ved at anlægge en by, -tænkte ikke over at den skulle have et navn. Skattergade blev heller ikke til en særlig eftermiddag, og de første par hundrede år af dens eksistens havde den formodentligt slet ikke noget offiicielt navn.

Hvis vi skal forstå forhistorien, skal vi prøve at tænke forhistorisk. Vi kan ikke ‘google’ os til den. Vi har idag ikke en chance for at forstå ret meget af det liv, der udspandt sig for bare relativt få hundrede år tilbage. Men hvis vi ikke prøver, kommer vi aldrig til at forstå noget som helst, -heller ikke om vores nutid.

Men det er til at forstå, at så længe der er ro i landet, går det godt i byerne. Og når magthaverne er optaget ‘udenrigs’, -er der ‘ro i landet’.

Vi er fremme i hvad vi kalder højmiddelalder , som regnes fra 1200 -1400.

Valdemar II Sejrkåres som konge i 1202 og regerede til sin død i 1241.

I hans regeringstid nåede Valdemarernes rige sin største udstrækning, kulminerende med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen.

Fra hans regeringstid stammer Jyske Lov 1241.

Henrik Jansen skriver I Skalk 1987, nr. 5, -om Svendborgs dåbsattest fra 1229 i form af Valdemar Sejr’s gavebrev til prinsesse Eleonora af Portugal og bekræfter herved hendes ægteskab med sønnen Valdemar den unge.

Gavebrevet omfattede det meste af sydfyn med Swineburgh, Wordburgh og Foburgh foruden halvdelen af indtægterne fra Odense by.

Der er så vidt vides første gang Svendborg nævnes på skrift og viser dels at det pr. definition var kongen, der ejede byen, dels at der var tale om en betydningsfuld bydannelse med handel, håndværk og søfart.

Valdemar den unge og Eleonora fik ikke megen glæde af bryllupsgaven iodet de begge døde kort efter, hvorefter besiddelserne gled tilbage til Kronen.

Henrik Jansen nævner iøvrigt, at der på dette tidspunkt var to kirker opført I brændte sten, nemlig Skt. Nicolai og‘-en anden nede ved stranden, som få år senere blev overtaget af franciskaner-munkene….’.Fra anden side ved vi at Gråbrødremunkene lagde grunden til deres kloster i 1235, -men måske lå kirken der allerede ? Til gengæld nævnes Frue Kirke ikke i denne sammenhæng.

Begstrup, side 5, citerer Hellevad således:

Valdemar Seir, hvoraf går rye,byggede Ørkild Slot østen for bye,og stiftede så Vor Frue til æreden kirke, som de se nu her,byggede og et tårn ved strand,som man farer over til Tåsinge land.

Begstrup mener altså, at Frue Kirke er opført i Valdemar Sejrs tid –som han skriver: ‘-på det gamle forsvarstårns ruiner’. Det er ikke helt i overensstemmelse med senere kilder.

Johannes Olsen skriver i ‘Svendborg Bys historie’, borgen faldt i 1253, altså under den kommende borgerkrig mellem Valdemar Sejr’s sønner. Han kan meget vel have påbegyndt Ørkild-borgen hvorfra det østlige løb i vigen kunne forsvares, -og forbedret‘et tårn ved Skatterporten’, som dækkede det vestlige løb.

Valdemar Sejr døde i 1241, men begik en strategisk brøler, -eller for at citere Begstrup:‘…han besad den skadelige kjerlighed at dele Rigets provinser mellem sine sønner’.

Det kom der ikke noget godt ud af. Sønnerne var Erik, som blev konge, Abel , som fik Sønderjylland og SydFyn om lén, og Kristoffer som fik Lolland-Falster. Som det vil fremgå af det efterfølgende blev det en hård tid for bl.a. Svendborg.

v/ Henrik Fog-Møller