Skattergade Beboerforening

Beboerforeningen i en af Svendborgs ældste gader

KAPITEL 5

Middelalder. 1400-1534

Margrethe den første’s regeringsperiode betegner en storhedstid for Riget.

Hun samlede med Kalmarunionen (1397) Danmark, Norge og Sverige under een krone, således som hendes mange forgængere tidligere havde forsøgt uden held.

Reelt regerede hun fra Valdemar Atterdags død i 1375 –til sin død i 1412, i begyndelsen som formynder for Oluf d. 2, som var hendes fællessøn med Håkon d. 6 af Norge. Oluf døde imidlertid allerede i 1387 og istedet bragtes Magrethes fostersøn Erik af Pommern i stilling. Han regerede indtil 1439, hvor han måtte trække sig tilbage som unionskonge.

Som det tidligere er konstateret -når det går godt på landsplan udadtil, går det også godt indadtil. Handelen blomstrer, Svendborg udvikler sig på enhver måde, organiserer sig og finder sin form som en ‘moderne’ provinsby.

I 1413 under Erik af Pommern fik byen nye privilegier, som skulle beskytte den hjemlige handel, idet fremmede købmænd nu skulle handle gennem herboende købmænd. Der har formodentligt også været den bagtanke, at det var lettere at styre skatter og afgifter på denne måde. For yderligere at ophjælpe byen og sætte den bedre i stand til at svare skat, skænkede kongen i 1419 en del af kronens jord ”liggende langs op og ned på begge sider af vandløbet" til kronens mølledam. Møllen selv, den senere Bymølle, forblev derimod i kronens besiddelse, og den til enhver tid siddende møller blev herved en slags kongelig embedsmand, som således var befriet for at betale skat til byen. Foruden ejendomsretten til de omtalte jordstykker, tilkom det fra gammel tid i øvrigt borgerne ret til at græsse deres kvæg i kronens vænger omkring byen ......

Ligesom andre købstæder har Svendborg haft sit særlige jordtilliggende, som lidt efter lidt, alt som befolkningen voksede, er blevet udvidet. Vidnesbyrd om en sådan udvidelse har vi allerede i et brev fra Tyge Vindsen til Heldagergård så tidligt som fra 1337. Han tilskødede byen ejendommene Struebjerg, Dronningholm og Scathegarth bygd med tilhørende græsgange for 30 mark sølv. Af de nævnte lokaliteter kan Struebjerg stedfæstes som den senere Galgebakke, beliggende i det nuværende Belvedere i Svendborgs nordlige del, hvor også det stadigt eksisterende Dronningholm ligger. Med bygden eller bebyggelsen Scathegarth stiller det sig mere usikkert: Navnet er tidligere fejlagtigt læst som Scathegateh og er derfor blevet sammenstillet med Skattergade og Skattertårnet. En sammenhæng med disse lokaliteter afvises af stednavne-udvalget som både sagligt og sprogligt uforsvarligt. Der peges på, at Tyge Vindsen og hans hustru Arlugh i følge et samtidigt brev overlod Sct. Knudsgildet i Svendborg nogle jorder liggende mellem gården Scathegarth og ”byens vibelt” i Struebjerg og Dronningholm.

En sådan beliggenhedsangivelse må, hævder udvalget, forudsætte, at Scathegarth har ligget i nærheden af de to andre i brevet nævnte steder, dvs nord eller nordvest for byen. Det første led i navnet antages at have været det gammeldanske ’skathi’ (skade, tab). Ordet ’vibelt’, der menes beslægtet med tysk Weichbild, betegner oprindeligt bygrænsen og senere byområdet eller mere specielt den fælles bymark. Det må være i den sidste betydning, det her er anvendt. Efterhånden som bymarken udvidedes, blev betegnelsen knyttet til en bestemt del af byen og blev i tidens løb opfattet som et egenavn. På kort af nyere dato er det navnet på en mindre lokalitet i byens nordlige del, højst sandsynligt det Wibelt, der i markbogen fra 1682 betegnes som ”en banke, liggende norden for byen”.

I 1723 tales der imidlertid også om et ’Skatter Wibbelt’, der gik helt ned til færgestedet til Tåsinge, den såkaldte ’Tøsingbro’. Sandsynligvis er det derfor rigtigt, at Vibeltet oprindeligt, som oplyst af provst L.P.Næraae i 1771, har været delt i to halvdele, en søndre, kaldet Skatter Vibelt, hørende til Sct.Nicolai sogn, og en nørre, Bagergade eller Møllergade Vibelt, hørende til Vor Frue, og at skellet mellem dem dannedes af Springbækken.

Det fører os naturligt til et lidt forsømt emne: ’Byens vandveje’. Det er næsten en hån mod forhistorien, at disse næsten alle er rørlagt, idet de dog har skabt forudsætningerne for vores eksistens. Her var rent kildevand, som fra flere kilder og i rigt mål strømmede fra skrænterne omkring byen og igennem denne af flere kanaler. Vi har et lille billede af situationen ved Trappebækken og Kobberbækken ved Ørkil Banke, som løber frit indtil mølledammen, men kort herefter ledes i rør ud i havnen i et undseeligt udløb.

Det vigtigste vandløb igennem byen har meget naturligt haft navnet ’Byens Bæk’ –eller ’Springbækken’. Den udsprang i vest i en naturlig kilde, omtrent hvor Johannes Jørgensensvej krydser Marievej, og løb ind i byen ved Gåsestræde, fortsatte over den nuværende Centrumplads, som oprindeligt var byens grænse mod vest, og fortsatte over Bagergade til byens nuværende mølledam. Her suppleredes den med vand fra kilder ved den senere Grubbemølle.

Vandet i byen havde flere funktioner. Den primære var naturligvis at skaffe drikkevand, men vandstrømmene bar også en energi med sig, og allerede fra 1000-tallet er der belæg for at der har været dæmmet op ved Mølledammen. Den eneste rimelig baggrund for det, er ønsket om at anlægge en vandmølle -eller i hvert fald et hjul, som kunne omdanne vandets strøm til energi. Op igennem middelalderen blev der anlagt talrige egentlige vandmøller og mindre hjul for at udnytte denne energikilde.

Der er kortlagt flere sideløb, som det vil fremgå af efterfølgende illustration -for at skaffe vand til midtbyen. Disse er for en stor del stammende fra påboringer fra Springsbækken.

Et levn herfra er f.eks. den bevarede ’klosterbrønd’, som formodes at have forsynet Klosteret. En sydligere gren har suppleret en naturlig kilde gennem ’Graven’ hvorfra der ledtes vand til Skattergadegrundene.

En ganske anden anvendelse af vandet var forsvarsmæssigt. Det er flere steder beskrevet, at vandet kunne være en barriere for indtrængende fjender. Det må betyde, at der har været tale om betydelige vandløb -altså lidt mere end vi i dag forstår ved en bæk.

I forrige kapitel ses foto af et stemmeværk udgravet ved Skattergadeporten. Det antages at have været i brug, hvis man som forsvar mod en indtrængende fjende ønskede at oversvømme ’Graven’, som er betegnelsen for det lavtliggende område, som var byens grænse mod syd. Det betyder, at der hertil kontinuerligt er tilført vand af naturlige kilder.

Illustrationen viser også de mange vandmøller, både indenfor og udenfor den gamle bygrænse. Herudover har der været talrige mindre hjul, som kunne forsyne en enkelt virksomhed med energi.

Udover de her viste, har der været talrige regulerede mindre løb. For Skattergade-løbets vedkommende kommer vi tilbage til disse, hvoraf flere er kortlagt i de tidligste matrikeloptegnelser.

Mens Erik af Pommern gjorde en del godt for Svendborg, var han mindre heldig i udenrigspolitikken. Han forsøgte uden held at holde sammen på Kalmarunionen, men måtte omkring 1439 trække sig fra magten og forføje sig til Pommern.

Han afløstes af Christoffer d.3 af Bayern, som regerede fra 1440-48, og som kom til at rette noget op både på unionen og på forholdet til Holsten og Hansestæderne. I hvert fald forbedredes handlen med Nordtyskland betydeligt, til stor gevinst for Svendborg.

Det var jo sådan, at når Rigets forhold til Holsten og Nordtyskland -og dermed Hansestæderne var gunstige, gik det godt for Svendborg. Og omvendt, når der var uro og stridigheder, gik det kraftigt ud over byens handel og samfærdsel.

I 1444 etableres Sct.Anna Gildet. Skippere og Købmænd var medlemmer. Et 'gilde' er en forening, hvor man hjælper hinanden i forretninger, dødsfald og ulykker, men hvor der også festes. Der var på dette tidspunkt en udbredt handel med Nordtyskland, og byen blomstrede med stor hast. I denne periode begynder de velhavende skippere og købmænd at bygge i bindingsværk med tegltage. Langt de fleste huse var dog stadigt bulhuse med stråtag.

Der betales skat til kongen, som nu hedder Christian.d. 1 (1448-81). Kongen ejer i princippet byens jord. Til gengæld holdes byen beskyttet, og borgerne slipper for at blive udskrevet som soldater -og at have soldater på kost.

For yderligere af styrke byens vilkår –og sine egne skatteindtægter… forbød Chr.d.1 i 1470 hvad der betegnes som øernes forprang, dvs den handel som naturligvis foregik i de små havne på Thurø, Thorseng, Strynø, Skarø og Drejø m.fl. og som således gik udenom byen. Denne skatte- og afgiftsfri handel havde byens borgere (og kongen) jo ikke megen glæde af.

Er sådant forbud havde godt nok været udstedt tidligere, -og blev i øvrigt gentaget med jævne mellemrum også senere. Der er ret indlysende, at det har været meget vanskeligt at kontrollere.

I 1480 klager rådmændene til kongen over Ørkilbispen, som 'handler udenom byen'. Men det var en lidt mere kilden sag. Borgen ved Ørkil fra omkring 1253 og den dertil hørende landsby ejedes jo fra gammel tid af Odense-bispen, og var som sådan ikke en del af ’Kongens gods’ i Svendborg, -og det kunne øge konflikten mellem Krone og Kirke at pålægge skatter eller på anden måde at inddrage bispens gamle rettigheder.

Problemet forbliver uløst, og forholdet oprettes først i 1534 da Byens borgere under ’Grevens fejde’ tager sagen i egen hånd og afbrænder borgen. Derom senere.

I 1475 nævnes Skattergade for første gang i de anvendte kilder: En Jens Fynbo og hans hustru Johanne Pedersdatter kendes at være skyldige 150 mark til Vor Frue Kirke og pantsætter i den forbindelse ”al deres rettighed og ejendom i deres iboende gård i Skartregade”. Og i 1525 tildømmer biskop Jens Andersen (Beldenak) St.Hans alter i Vor Frue Kirke ”halvdelen af en gård i Skarthegaden”.

Hvor i Skattergade disse ejendomme har ligget, ved vi ikke, men det er dog bemærkelsesværdigt, at der i begge tilfælde er tale om gårde –ikke huse.

Fra at være opblødt mudret jordvej i bagskellet til haverne i Brogade, som rakte ned til det sumpede ’Graven’, er vejen i takt med at vandet langsomt har trukket sig tilbage blevet til noget, man kunne kalde en gade, -og det er efterhånden blevet muligt at bygge fritliggende gårde på begge sider, som så lå i direkte kontakt med vængerne i byens sydlige udkant.

Krigene mod Sverige under Kong Hans og senere mod Lübeck 1508-10 går naturligvis ud over handlen med Lübeck, og igen må Svendborg opleve, at uoverensstemmelser med de nære handelsforbindelser i Nordtyskland mærkes kraftigt i hjemlandets nærmeste handelsby.

Kong Hans døde i 1513, og der blæste nye vinde af en ganske anden art fra syd i Tyskland. I 1517 rejste Hans Gaas og Christiern Clausen Skrok, begge fra Svendborg, til Wittenberg for at studere. De bliver senere protestantiske biskopper i Danmark.

Kongen hedder nu Christian d. 2, (1513-23). Mens han gennemførte det såkaldte ’Stockholmske Blodbad’ i 1520, som på trods af –eller på grund af, sin grusomhed ikke reddede en genopretning af Kalmarunionen, var der ro i lille Svendborg.

I 1521 blev der dog indført acisseskat på ølbrygning, hvilket gav (uden sammenligning i øvrigt) en del lokal utilfredshed. Sagen var jo den at vandet, der ellers flød i stride strømme gennem byen, var så forurenet, at det kun var to muligheder -at koge det -eller at brygge øl af det.

De naturlige kilder flød frit og ubesværet gennem byen. I den indre by var der nok lagt primitive broer over vandløbene, men ved de større veje vadede kreaturer, heste og køretøjer gennem drikkevandet. Det angives at 157 gårde og huse i Svendborg by bryggede øl selv -og hvis de begyndte at sælge af det, var der jo mulighed for en ekstra skat.

v/Henrik Fog-Møller

Næste kapitel vedrører Grevens Fejde og Reformationen, som begge satte voldsomme spor i Svendborgs udvikling -og dermed også i Skattergade